Kampagnen mod klimaet

I DR’s dokumentar, Kampagnen mod klimaet (1), ser vi at den amerikanske olie- og gasindustri siden 1988 har været aktiv i at slå tvivl om klimavidenskaben i offentlighedens bevidsthed. Dette vil jeg mene de er lykkedes ret fint med. Det er sågar nået til Danmark uden at de bevidst, i min forståelse, har haft internationale spor i deres strategi.
‍

Disse strategiske handlinger og deres resultater, fra en håndfuld pengestærke organisationer og individer har været, og er stadig, en enorm barriere for politikere, virksomheder, organisationer og aktivister for at kunne få størstedelen af befolkningen med på at vi skal handle ambitiøst nu og gøre det nødvendige for at minimere konsekvenserne af klimaforandringer. Dette er selv om deres indsats startede i slutningen af 1980’erne og vi i dag skriver 2020 (det er altså over tredive år senere), hvor klimavidenskaben i mellemtiden blot er blevet mere entydig også med påvisning af de samfundsmæssige konsekvenser klimakrisens omfang vil medføre, hvis ikke vi alle handler NU.

Baggrunden for deres ageren er bl.a. at handling på klimakrisen ville true deres forretning og dermed både virksomhedernes og individernes formuer og fremtidige indtjening. Derfor er (profitmaksimerende) virksomheder klar til at bruge en smule af deres enorme ressourcer på at undgå den store risiko der vil være hvis hele verden i 1990’erne eller 2000’erne lagde om fra fossile brændsler til vedvarende energi. Dette hænger 100% sammen med hensyn til en del af det fundament som virksomheder altid har været bygget på – omsætning, omkostningsminimering og profitforøgelse. Det betød nemlig at industrien, på tværs af de store olieselskaber havde fælles interesse i at agere samlet for at forhindre den omstilling der skulle have været igangsat i 80’erne og 90’erne, så vi i dag var nået MEGET MEGET længere i retning mod et fossilfrit samfund.

Her kommer spørgsmål "hvorfor har der ikke været en koordineret modstand mod tvivlskampagnen?". Svaret på dette er bl.a. baseret på samme forklaring som hvorfor olieselskaberne netop indledte denne tvivlskampagne om klimakrisen og dens konsekvenser. Det er nemlig baseret på at klimaforskere, forskningsinstitutioner, politikere og mainstreammedier ikke havde en tilsvarende fælles interesse i at modarbejde denne tvivlskampagne.

Klimaforskerne havde primært interesse i at udføre og udgive deres forskning, som betyder at de i meget lille grad når ud til den brede befolkning.

Forskningsinstitutioner havde primært interesse i at sikre finansiering til at kunne fortsætte deres forskning, der bl.a. er baseret på at deres forskere udgiver mange artikler i velansete tidsskrifter.

Politikere havde, og har stadig, i høj grad interesse i at blive genvalgt ved næste valg, som betyder at de mest har interesse i at tale til de vælgere der er den største gruppe. I Danmark er dette ’midter’-vælgerne, der i mindre grad følger nyere strømninger og primært forbruger mainstream medier.

Mainstreammedierne havde mest interesse i at skabe gode og læste historier samt at deres dækning af emnet var forsvarligt ’afbalanceret’ mht. FOR og IMOD. Disse modtager også annoncekroner til at dække deres omkostninger, som betyder at man i høj grad kan indføre annoncer for ens synspunkt, så længe man betaler for den plads i avisen.

Alt dette resulterer i at forskerne ikke har direkte interesse i hvad den almene befolkning oplever, at forskningsinstitutionerne ikke har direkte interesse i at gøre noget for at udbrede deres forskeres arbejde yderligere til en bredere målgruppe, at politikerne ikke har direkte interesse i at tage disse (i 1980’erne) nye emner op selv og foreslå at den brede vælgerbase skulle lave ændringer i deres dagligdag for at løse en krise vælgerne ikke vidste eller mente var et problem for dem og ikke mindst at mainstreammedierne endte med at præsentere udlægningen fra trænede, betalte kampagnefolk overfor videnskabsfolk der kendte fakta, men som var mindre kommunikativt stærke.

Det er altså klart at de større aktører ikke havde interesse i at lave en modkampagne, der realistisk kunne bekæmpe den ressourcestærke kampagne for at så tvivl om nødvendigheden af klimahandling.

Dette er en medvirkende årsag til at olieselskabernes kampagne mod videnskaben, og dermed mod planeten og verdensbefolkningens velbefindende, ikke mødte koordineret og ressourcestærk modstand.

1 https://www.dr.dk/drtv/program/kampagnen-mod-klimaet_198525