Klimakampen bliver ikke folkelig så længe folket er racister

*Indlægget er skrevet som respons på Informations leder d. 7 maj 2022 - en kritik af klimaoprøret Vendepunktets intersektionelle program og klimamarch for en solidarisk flygtningepolitik. Da vores indlæg ikke blev trykt i Information, deler vi det nu her.

Informations leder: https://www.information.dk/indland/leder/2022/05/klimabevaegelsens-budskaber-maa-forplumres-udlaendingepolitik

‍

Kære Information. Der findes ingen ‘ren’ klimakamp.

På lederplads den 7. maj slår Martine Amalie Krogh fast, at “Klimabevægelses rene budskab ikke må forplumres af udlændingepolitik”. Krogh kunne lige så godt have skrevet Klimabevægelsens hvide budskab; hun anerkender at problemerne er intersektionelle, sagen må bare ikke blive det. Ellers får vi aldrig den yderste højrefløj med ombord.

Det lyder som en almen strategisk overvejelse, alle der kæmper for forandring må overveje - balancen mellem at sælge letkøbte budskaber, alle kan stå inde for, kontra den kolossale forandring, der faktisk er nødvendig for ens sag. Men klimakampen står over for et andet dilemma: i hvor høj grad skal vi accelerere ‘forplumringen’ af klimakampen? Hvor længe skal vi, med digteren Athena Farrokhzads ord, lade som om katastrofen ikke allerede er her? Skal vores klimaaktivisme tage udgangspunkt i, at vi ikke når Parisaftalens mål? Skal vores klimaaktivisme ignorere at IPCC-rapporten anslår, at halvdelen af det afrikanske kontinents befolkning i 2030 vil være fordrevet fra deres hjem grundet tørke? Det er 700 mio. fordrevne i vores nabokontinent om otte år. Klimakamp er flygtningepolitik, er forsvarspolitik, er sikkerhedspolitik, er udviklingspolitik, er nedrustning og udluftning, og Gellerup-planer og nedrivningsplaner, rådne kinderæg og vandpriser på Ærø. Det er BIPOC- og queerkamp, og kvinde- og klassekamp. Se bare krigen i Ukraines første og største ofre, de russiske minoritetsdrenge, der gik i krig som Putins kanonføde. De ukrainske kvinder, som blev udsat for seksuelle overgreb af ubeskrivelig karakter. Og de racialiserede flygtende, som blev skubbet omkuld ved den polske grænse og nægtet adgang til togene i Lviv. Hvilke feberdrømme om klimakollapset er det vi har, når vi tror, at det bliver anderledes?

Klimakampen gælder alt og alle, og hver dag må vi forsøge at blive ved besværet. Det er ikke det samme som at forlade håbet. Men troen på en ‘ren’ klimakamp ville være en bespottelse af den blå planet, der for altid vil kunne kendes på kapitalens fossile rødvinspletter. Frit digtet over Carsten Jensens tale fra fredagens vejblokade: Hvis du tror, at klimakampen bliver en ‘folkesag’, den dag den bliver simpel, tager du fejl.

‍