Hvorfor statsministerens tale ikke ændrer på det igangværende klimalovbrud

I tirsdags talte statsministeren til Folketinget på det, der kaldes demokratiets festdag, Folketingets åbning. Tirsdag morgenen landede en ny Megafon-undersøgelse, der viste, at klima var dén hovedprioritet flest danskere anser som værende den mest væsentlige for deres stemmeafgivelse (se målingen nedenfor). Tirsdag morgenen mødte også en stor gruppe aktivister fra DGSB, FFF og Greenpeace op på slotspladsen til aktion imod regeringens klimalovbrud. I en smuk symbiose formåede Megafons indikation af den danske befolknings holdning til klimaspørgsmålet og det stærke fremmøde på og omkring slotspladsen at sætte klima øverst på dagsordenen for Folketingets åbning. 

Og det med rette. For klima er siden klimaloven vedtagelse sidste år i grove træk blevet negligeret til en grad, at vi er begyndt at kalde klimalovbrud. Regeringen er presset, men også for magelige til at foretage sig noget af betydning, og den følgende kritik af statsministerens åbningstale på klimaområdet, vil vise hvordan statsministerens ord understreger det igangværende lovbrud. 

Del 1 - Gamle sange: 

I sin tale bekræftede statsministeren på mange punkter, de lunkne klimapointer, som allerede var kommet til udtryk i Klimaprogrammet 2020 i sidste uge. De indebar blandt andet følgende tre nedslag: 

1) Regeringens uproportionalt store satsning på endnu ukendt teknologi. 

Statsministeren nævnte 4 typer teknologisk ønsketænkning: Co2 fangst og lagring, Power-to-X, klimavenligt landbrug samt genanvende og skære ned på mere plastic. Satsning på disse ukendte teknologier er problematisk af flere årsager: 

Usikre reduktioner: Da teknologierne fortsat er markedsumodne kommer regeringens estimater for Co2 reduktioner med høj usikkerhed. Eksempelvis mener regeringen, at Co2 fangst og lagring kan reducere Danmarks udledninger med 4-9 mio tons (Figur 1). Klimarådet vurderer reduktionspotentialet til at være på ca. 4,5 mio tons (CCS reduktioner s. 15). Reduktionerne vi kommer til at se, vil højst sandsynligt også falde tættere på 2030 end hvad, der skal til for at holde sig til en lineær (et bestemt antal tons co2 reduceret årligt) eller en eksponentielt aftagende (en bestemt procentdel af samlet udslip reduceret årligt) model. Med den høje satsning på teknologi bekender regeringen indirekte, at de sigter efter den famøse “hockeystav” model (Figur 2). Her hober reduktionerne sig op i slutningen af årtiet. Hermed gambler man med økologiske tipping points og risikerer at blive nødsaget til at implementere en række panik-tiltag i slutningen af årtier, hvis teknologierne ender med ikke at levere. 

Opskalering: Desuden kan det ikke garanteres, at løsningerne vil kunne opskaleres til det nødvendige niveau i tide. Hverken Co2 fangst og lagring eller Power-to-X er udviklet på et tilstrækkeligt kommercielt niveau endnu, og det vil blive svært at sige hvornår de vil være det.

Omkostningsrigt: Vi kan heller ikke være sikre på, at de nye teknologier bliver omkostningseffektive. Derfor ville denne satsning potentielt komme med omfattende ekstraregninger. 

2) Statsministerens fik også talt sig ind på elbiler. 

 “Regeringen foreslår blandt andet at ændre bilbeskatningen, så el-biler bliver billigere, og den tunge trafik bliver dyrere.” 

- Udtalelsen er en fornuftig start, men vi har grund til at tro at ændringerne ikke bliver af nødvendig kaliber. Desuden nævner statsministeren heller ikke noget om at det ville blive dyrere at køre i benzinbil eller en hævning af ambitionen om antallet af elbiler fra 500.000 i 2030. Dermed holder Socialdemokratiet fast i en halvering af målet fra den forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen på 1 mio elbiler. De ignorerer også Klimarådets anbefaling af 1,5 mio elbiler i 2030. Hvad der også er vigtigt at have i mente er, at den danske bilpark forudses at vokse kraftigt indenfor det næste årti, altså resultere i flere benzin- og dieselbiler på vejene. Derfor er det umuligt for statsministeren at komme udenom at skulle introduceret tiltag for at nedbringe mængden af fossildrevne biler. 

Desuden nævner statsministeren, at “Vi vil også gøre brændstoffet grønnere – blande mere biobrændstof i den diesel, som vores biler kører på. Vi skal være ambitiøse”. 

- Biobrændstof i diesel har aldrig været en ambitiøse løsning, det giver i stedet højst sandsynligt overvældende overgangsvanskeligheder og en langsommere grøn omstilling. Biobrændstof møder desuden også kritik for at bidrage til monokultur i landbruget, hvilket optager arealer, der kunne bruges klimamæssigt langt mere forsvarligt.  Hvis man ønsker sig helstøbt klimapolitik for transportsektoren, burde man se på en elektrificering af transporten, der udgør en lang bedre og holdbar løsning. 

3) I talen brystede statsministeren sig også af påstanden om at have skaffet ¼ af de 20 mio tons Co2 vi skal have reduceret inden 2030. 
‍

“Siden valget har vi sat fart på. På ét år har vi her i Folketinget truffet beslutninger sammen med blandt andet erhvervslivet, der reducerer udledningen med mere end 5 millioner tons i 2030. Hvad betyder det? Det betyder, at vi på bare ét år allerede er nået en fjerdedel af hele vejen frem mod de 70 procent – som vi altså i alt har 10 år til at nå. Jeg siger det, fordi det faktum nogle gange forsvinder i debatten.” 
‍

Denne udtalelse kan i værste fald kaldes ukorrekt og i bedste fald stærkt misvisende grundet flere årsager:

1) Vi har ikke set nogen reduktioner endnu: For det første kan udtalelsen fortolkes som om, at Danmark allerede har reduceret ¼ af sine udledninger sammenlignet med 1990 (5 mio). Det har vi ikke. Reduktioner der henvises til ikke engang påbegyndt og de fleste vil først nå deres reduktioner på den anden side af 2025 (se figur 3) 

2) Baseret på ufærdige og ikke bindende løsninger: Før det andet inkluderer de omtalte reduktioner både ufærdige eller ikke bindende aftaler. Det kan vi eksempelvis ved, at det ikke forhandlede udspil på vejtransport (reduktion på 1 mio tons Co2) og det samme er den ikke bindende aftale med Aalborg Portland (0.5 mio tons Co2 reduktion), der ikke har bidraget med reduktioner som virksomheden ikke allerede havde besluttet sig for at forsøge at levere (30%) (se figur 3). 

Del 2 - Ny magi

I talen blev vi dog også præsenteret for nye og lettere usammenhængende pointer. Her er to nedslag: 

1) Statsministeren slog følgende fast og nu og her tiltag:

‍
“Alle de initiativer, vi klogt kan tage her og nu, og som reducerer drivhusgasser – dem skal vi tage. Energieffektiviseringer i industrien, øget brug af biogas, mere genanvendelse, udfasning af olie og gasfyr”

Igen bliver vi nødt til at kritisere statsministerens udlægning af to hovedårsager:

Stemmer ikke overens med den førte klimapolitik: I øjeblikket satser regeringen ikke på her og nu-løsninger, de gør det modsatte. Man negligerer en markant Co2 afgift, udtagning af lavbundsjorde, fuld elektrificering af transporten, udvidelse af kendt grøn energi, stop udvinding af Nordsøolie.

Ufyldestgørende løsninger: Desuden mener jeg at de nævnte eksempler kan anses som værende mildest talt ufyldestgørende og lappeløsninger på en klimaproblematik man ikke ønsker at tage alvorligt. Vi bør sigte efter elektrificering ikke øget brug af biogas og vi burde se en fuldstændig udfasning af olie og gas ikke kun de tilhørende fyr. 

2) Landbrug fik også lige en kort kommentar:

‍
‍Statsministeren nævnte som eksempel på tiltag i landbruget at: “På kort sigt handler det blandt andet om at ændre i foderet, så dyrene udleder mindre.” 

Fokusér på omlægning af landbruget ikke omlægning af biologi: Det virker helt grotesk at regeringen tyr til at forsøge at tale om at ændre på dyrs biologiske processer gennem foder. Langt mere oplagt have det været, at foreslå en omlægning af landbruget, der inkludereder mindre animalsk produktion, mere omlægning af lavbundsjorde - som landbruget selv også lægger op til. (mere om hvad man rent faktisk kan gøre i landbruget, kommer snart fra DGSB’s landbrugsgruppe). 

Del 3 - Brug statsministerens egen logik:

Talen indeholder også det vi kan gøre til klima easter eggs til dem, der er interesserede i at bruge statsministerens egen argumentation på andre politikområder, til at modargumentere hendes klimapolitik: 

Om COVID19 sagde statsministerens: “Men virus skal heller ikke vinde denne gang. For hvad gør det ved et samfund. Et fællesskab. Ved mennesker. Hvis fanden bare kan tage de sidste – dem, som alligevel er svage?”

Klimakrisen har og kommer i fremtiden også til at ramme nogle dele af Danmarks og verdens befolkning hårdere end andre. Hvis regeringen er interesserede i at værne om de svageste i vores samfund, er en ambitiøs klimaindsats uundgåelig. Vi ved at så snart klimakonsekvenserne tager til i styrke, vil de udfordre vores samfund og potentielt skabe mere ulighed og gå hårdest ud over de svageste, hvis ikke vi gør det nødvendige i tide. Vil statsministeren være rød, bliver hun også nødt til at være grøn. Kun sådan får vi skabt et lige, solidarisk og retfærdigt samfund med respekt for klimaet og hver eneste borger. 

Om asyl sagde statsministeren: “Vi bestemmer selv. Giver vi op på forhånd, eller sætter vi handling bag ordene?”

Det helt samme kan man sige om håndteringen af klimakrisen. Danmark har autonomien og ressourcerne til at facilitere sin egen omstilling, det eneste vi mangler er den politiske vilje til netop at sætte handling bag ordene. Dermed kan bolden ikke altid sendes til EU, IMO (international maritime organization) eller FN som regeringen ofte forsøger i diverse udtalelser og udspil (eksempelvis i deres globale strategi). 

Del 4 - de famøse 10 mia: 

Sidst men ikke mindst bliver vi nødt til at vende de allerede famøse 10 milliarder kroner som statsministeren ønskede at målrette til klimatiltag: “Vi foreslår derfor et nyt grønt råderum på 2 mia. kr. årligt frem til 2025, så vi sammen skaber vished om de grønne investeringer i de kommende år. 10 milliarder kr. Det kan vi, hvis vi bruger midler fra både EU's genopretningsfond og finansloven grønt.”

Okay, lad os lige få på plads hvad det betyder, og hvorfor det på trods af statsministerens flotte ord ikke er af overvældende betydning: 

1) Statsministeren lover 10 mia kroner i alt. Milliarder lyder altid som en kæmpe størrelsesorden, så jeg tror, der er behov for at sætte det i perspektiv. Under corona har regeringen rundt regnet brugt  285 mia til COVID19 hjælpepakker. Det kan i hvert fald trygt siges, at 10 mia i det store regnskab er småpenge.

2) Oversættes de 10 mia til et årligt bidrag ender vi på 2 mia om året. Er det nok? Ikke ifølge regeringen selv, der i Klimaprogrammet estimerer at fyldestgørende klimatiltag ville komme til at koste mellem 16-24 mia kr om året indtil 2030. Klimarådets mener at omkostningerne af omstilling gradvise vil stige og nå 16 mia kroner årligt indtil 2030. Denne omkostning svarer til under 1 procent af BNP. om året. Igen rykker pengene i åbningstalen derfor ikke stort på den overordene finansiering af omstillingen.

3) Det er vigtig at bide mærke i, at hovedparten af de 10 mia er fra EU’s genopretningsfond. Altså er det ikke regeringen selv, der finansierer de 10 mia, det er Bruxelles. Pengene var allerede overvejende øremærket klima. At regeringen udlægger beløbet som regeringens eget initiativ er derfor stærkt misvisende. 

Man kan håbe, at statsministeren med sin udmelding om, at regeringen foreslår, “at føre en meget ekspansiv finanspolitik i 2021 og i de kommende år. Vi kan kun bringe Danmark ind i fremtiden ved at investere.” snart vil begynde at hoste op med de nødvendige midler og ikke putte sig i småbeløb fra EU. 

Del 5 - Lad os opsummere: 

Én ting har statsministeren ret i: “Alt skal forandres. Det kan lade sig gøre – som det meste andet. Hvis vi tør træffe de rigtige valg”. Dog bør statsministeren være klar over, at vi ikke kommer i mål med en komplet grøn omstilling uden at tage mærkbare sociale og økonomiske valg. Det vil kræve at vi skruer gevaldigt op for niveauet af finansiering og brug af tiltag der kan garantere reduktioner fra dags dato. En linje regeringen er meget langt fra i øjeblikket. 

Statsministeren understreger også, at “Vi skal blive ved med at træffe klimabeslutninger på en måde, som skaber arbejdspladser i stedet for at lukke dem. Uligheden må ikke stige. Og vi skal fortsat have råd til velfærd”.
Det er vældig fornuftigt, men med regeringens nuværende kurs løser man ikke klimakrisen og risikoen for øget ulighed, mistede arbejdspladser og reduceret velfærd bliver kun højere. Vil man undgå dem er den bedste mulighed at satse på den grønne omstilling.  Vi skal proaktivt skabe grønne og værdige jobs. Vi skal designe klimapolitik så det ikke rammer social skævt og mindsker uligheden (ved eksempelvis en Co2 bidrag og bonus). Og hermed vil vi også have mulighed for at opretholde og omend endda hæve det nuværende velstand og velfærdsniveau. Den grønne omstilling er statsministerens nøgle til den fremtid befolkning forventer og fortjener. Det kræver akut og tilstrækkelig politisk handlekraft. 

Tilbage er der derfor kun at sige: Fru Statsminister, vi vil følge med. Blive ved med at presse på og møde op i hobevis om nødvendigt. 

God arbejdslyst.

Citater er taget direkte fra statsministerens åbningstale til Folketinget d. 6/10-2020: Hele talen kan findes her. 

Figurer til artiklen: 

Megafon undersøgelse for Tv2

Figur 1: fra Klimaprogrammet over udviklingsporet og de estimere reduktioner: Bemærk de høje estimater og brede intervaller: 

Figur 2: Hockeystavmodel, eksponentielt aftagende og linær model:

Figur 3:  fra Klimaprogrammet over implementeringer og den såkaldte “¼ af vejen” på 5 mio tons Co2 reduktioner.