Har politikerne glemt, at vi står midt i et økologisk kollaps?

Mandag morgen stod mere end 100 klimaaktivister klar iført grønne veste i Rigsdagsgården for at sætte fokus på forårets måske vigtigste politiske forhandling: CO2-afgiften. Folketingets afslutningsdebat skulle til at begynde, og vi ville sikre, at politikerne derinde forstod, at vi altså stadig står i en akut klimakrise, som kun eskalerer dag for dag. Vores budskab var klart og tydeligt: Vi kræver klimahandling nu – og den starter med høj og ensartet CO2-afgift på 1500 kr./ton i 2030. 

Men murene ind til Borgen lader til at have en virkelig god isolering. I hvert fald kom afslutningsdebatten til at handle så lidt om klima, at man skulle tro, vi var under en neoliberal 00’er-regering.

Siden sidste års afslutningsdebat har vi blandt andet fået tre nye ekstremt skræmmende IPCC-rapporter, et COP-flop, Klimarådets årlige lussing til regeringen, et klimakommunalvalg og en lang række nye varmerekorder, hvilket i den grad burde have givet anledning til en afslutningsdebat i klimaets tegn. Det havde vi et naivt håb om, og skatteminister Jeppe Bruus sagde da også en masse fine, grønne ord, da han spontant blev fanget midt i vores demonstration.

Vi måtte dog - igen igen - se i øjnene, at klimaet reelt set ikke ligger særlig højt på politikernes prioritetsliste. I stedet for at italesætte alvoren af den krise, vi står i, havde statsministeren inde i folketingssalen mest af alt travlt med at rose sig selv og regeringens “grønne” indsats, som stadig hovedsageligt består af planer om planer og teknologiske fixes. Der blev nævnt noget om uafhængighed af russisk gas og havvindmølleparker - og gasrørledningen til Lolland-Falster blev kritiseret af de Radikale. Ellers bestod den 14 timers lange debat blot af de sædvanlige floskler, som partierne er blevet gode til at bruge for at fremstå grønne.

I medierne - også de sociale - blev den omstridte gymnasieaftale, forsvarsforbeholdet, fordelingspolitik og indvandring heftigt diskuteret under debatten. Helt sikkert vigtige emner, men har politikerne glemt, at vi står midt i et økologisk kollaps? Medierne og politikerne har et særligt ansvar for at løfte klimadagsordenen, men afslutningsdebatten og dens ukritiske dækning viste tydeligt, at denne langt fra er førsteprioriteten. Det burde den være! Hvis verden ikke når Parisaftalens 1,5-graders målsætning - hvilket ser ret tvivlsomt ud lige nu - og økosystemerne kollapser, så får vi langt større problemer end fordeling af gymnasieelever og niveauet for vores skattesats.

Men hvordan sikrer vi, at klimadagsordenen altid er der? Det er et virkelig svært spørgsmål, som vi i klimabevægelsen vrider vores hjerner for at finde svaret på. Vi står og råber kampråb uden for Christiansborg hver uge, vi skriver debatindlæg, og vi har de seneste år også været villige til at tage mere radikale metoder som blokader og sultestrejke i brug for at blive hørt. For bare to uger siden havde Extinction Rebellion sammen med et utal af grønne bevægelser en hel aktionsuge med demonstrationer fra morgen til aften for at vise vores utilfredshed. Alligevel vægter alle mulige andre dagsordner højere, så partierne kan få deres perfekte lille pressevideoklip, som de kan dele på deres sociale medier. 

Politikerne elsker at slå om sig med armene og kalde den grønne omstilling for nødvendig og uundgåelig, men under afslutningsdebatten kom der ingen konkrete forslag på bordet. Hvordan skal vi så nogensinde nå vores klimamål? Hvor var eksempelvis diskussionen om landbruget og transportsektoren, som tilsammen står for over halvdelen af Danmarks drivhusgasudledninger? Hvor var de ultimative krav om en retfærdig CO2-afgift? Hvor var det kritiske parlamentariske grundlag, som skulle forestille at være grønne vagthunde?

Det politiske system og medierne svigter altså endnu engang deres ansvar i klimakrisen. Det lyder som en kliché, men det gør det ikke mindre vigtigt, og jeg kan simpelthen ikke finde på nye måder at sige det på. Ungdommen, de kommende generationer og de mange mennesker, som lige nu lider under klimakatastrofer, bliver igen-igen valgt fra til fordel for snak om alt muligt andet, og vi kommer ikke til at tilgive jer for det, når de irreversible kollaps indtræffer. 

‍

(Billede: Ole V. Wagner)