Afmagtens dage

Regeringen svigter os i disse dage. Først rapporten om elbilerne. Bagefter gik både Mette Frederiksen og Dan Jørgensen ud i offentligheden for at rose deres såkaldte “nye klimaplaner”. I den virkelige verden har de nok snarere begravet den danske regerings klimakamp i et stort PR-fup.

Hvad gør man som klimaaktivist i denne situation, når den selv-erklærede grønne regering, der er valgt på et historisk grønt mandat, endnu engang svigter i stor stil? Hvad med at være lidt mere radikal og tage til Exctinction Rebellions protest i København? Til blokaden af Kongens Nytorv. Tiden er inde. I den grad. Hvis bare politikerne lyttede…

For første gang i mit liv ville jeg onsdag tage ud for ikke bare at demonstrere, men for at være med i en civil blokade af Kongens Nytorv. Jeg havde meget lyst til at være med i noget mere radikalt, især nu hvor følelsen af afmagt og håbløshed spreder sig. Mere og mere føler jeg, at vores aktivisme inden for DGSB ikke rykker nok. Det er ikke vores skyld. Det er politikernes skyld. De mål, regeringen har sat sig, bliver ikke holdt, men undermineret af den faktisk førte politik. Men måske, tænker jeg, har de bare brug for en lidt mere radikal klimapåmindelse, hvis de ignorerer ”den pæne” i klassen?

Der var dog et problem. Jeg er ikke dansker. Aktivisterne fra Extinction Rebellion risikerer en del med deres civile ulydighed: At blive anholdt af politiet, få bøder, få pletter på straffeattesten. Måske at blive mødt med vold. Det er vigtigt at huske nogle gange: at flere og flere mennesker i disse dage skider på disse risici for at demonstrere for klimahandling. Også jeg var klar til det. Men jeg er ikke dansker. Dette betyder, at en plet på straffeattesten eller bestemte bøder kan påvirke min ret til at opnå permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab. Det betyder altså, at jeg kan risikere at få dobbelt straf på grund af civil ulydighed. At det kan have større konsekvenser, end det kan have for én med dansk statsborgerskab.

Men jeg ville da gøre, hvad jeg kunne, så jeg mødte op til blokaden af Kongens Nytorv helt i starten med nogle DGSBere. Da jeg låste min cykel ved metrostationen, blev jeg ringet op af en veninde. Der var meget politi til stede og jeg skulle lige mærke efter, om det var et problem for mig, sagde hun. Det var meget sødt og betænksomt af hende at ringe. Og dog blev jeg ked af det, fordi det fik mig til at huske, at denne protest var anderledes for mig end for de fleste andre. At jeg på en måde var anderledes. Jeg ville ikke kunne gå så langt. Jeg ville ikke kunne gå så langt, som jeg vil. Jeg ville komme til at føle, at jeg svigtede de andre. Nogle internationale aktivister fra Extinction Rebellion var ligeglade med at risikere opholdstilladelsen. Jeg vil blokere det fucking kryds, hvorfor kunne jeg så ikke være helt ligeglad? Gør det mig til en uægte aktivist?

Jeg endte med at stå på den blokerede gade i ti minutter. Så kom der endnu mere politi og jeg vurderede, at det måske vil indskrænke min fremtidige aktivisme i Danmark mere, hvis jeg risikerede opholdstilladelsen, end flere minutter på gaden her og nu vil gavne protesten. Jeg blev sur, fordi jeg var nødt til at lave denne åndssvage udregning. Da jeg stod ved siden af protesten, for i det mindste at vise min støtte, var jeg konstant bange for politiet. Jeg ville bare så gerne være med på gaden og sidde på DGSB’s banner med de andre. Det føltes underligt bare at kigge på. Det føltes som et svigt. Et svigt, som jeg ikke rigtig kunne gøre for. Det var det værste.

Ved at stå udenfor fik jeg dog chancen for at kigge lidt rundt. Mærke kontrasten. Her nogle dedikerede klimaaktivister, der risikerede deres kroppe for at gøre opmærksom på klimakrisen. Dér velklædte ældre damer og herrer der kom ud fra Magasin eller det Kongelige Teater. Som kiggede forundret på menneskemængden i krydset. Mange rystede uforstående hovedet. En ældre dame faldt i snak med to politibetjente. ”Hvad laver de her?”, spurgte hun. ”Det ved jeg ikke rigtig, de siger noget med, at der er for høj CO2 udledning eller sådan noget”, svarer politibetjenten. Og grinede. Så grinede de begge to ad aktivisterne i krydset, som om det var skørt at mene, at CO2 udledningerne var for høje. I det øjeblik var jeg tæt på at risikere min opholdstilladelse alligevel.

Politiet var nu massivt til stede. Måske var der flere politibetjente end klimademonstranter. Hvis der var så mange salatfade på danskernes bord hver aften som her på Kongens Nytorv, så skulle vi nok ikke snakke om overforbrug af kød længere.

På et tidspunkt smuttede jeg hjem – jeg var blevet bange for min opholdstilladelse igen og følte mig magtesløst. Jeg kunne ikke gøre andet end at stå og kigge på, mens hele min krop og min samvittighed ønskede intet andet end at sidde på gaden med de andre seje aktivister. Hvis bare man var dansk statsborger med rettigheder til at protestere.

På vejen tilbage cyklede jeg forbi en grøn skraldebil. ”På gas mod en CO2 neutral hovedstad” stod der på den. Jeg drømte om at jage det manifesterede hykleri i luften, men der var jo noget med opholdstilladelse og straffeattest. Danmark er verdens grønneste land. Når det handler om PR og snak. Hvis bare det var det samme med handling…