I mandags udkom ét af de mest afgørende dokumenter for min og flere milliarder af unges fremtid. FNs klimapanel færdigjorde med deres tredje delrapport den videnskabelige trilogi, der indeholder al den vigtigste viden, vi har om klimaet i dag. Delrapporter er offentliggjort hen over det sidste år, og ved hver ny offentliggørelsesdato har en massiv mavepuster siddet placeret lige i ungdommens solar plexus.
I september 2021 fik vi i første delrapport at vide, at klimaforandringerne sker hurtigere og med mere voldsomme konsekvenser end hidtil antaget. Vi fik at vide, at kloden allerede er opvarmet med 1,09 grader, og at vi er på vej mod 1,5 graders opvarmning allerede i starten af 2030’erne. Ud af vinduet røg den tidligere vished om klimakrisens størrelse og gørelse samt troen på Parisaftalen. I februar i år udkom så delrapport 2, der fortalte, at halvdelen af verdens befolkning er særdeles sårbare over for klimakrisens konsekvenser. Den understregede igen truslerne ved at overstige 1,5 gradsmålet og kortlagde transformationer af økosystemer, havniveauer og stormstyrker. I mandags faldt så dommen i den sidste rapport: 43% reduktion i globale udledninger i 2030 er krævet for bare at have blot en 50/50 chance for ikke at overstige 1,5 gradsmålet. Med den tredje rapport fulgte et flere tusind siders forslag til løsninger på, hvordan menneskeheden ikke behøver at skulle løbe direkte ind i et klimakollaps.
Alle tre rapporter har helt tydeligt understreget, at beslutningerne om, hvordan vi bremser klimakrisen, skal tages i dag. Helst i går, men ikke i morgen, næste uge, næste år, når den næste ekspertkommission udkommer, eller når det lige passer strategisk omkring et valg. Man skulle tro, at så direkte og nu desperate opfordringer fra tusindvis af forskere ville skabe rystelser i det danske politiske landskab. Men der har været stilhed. Og det er næsten det mest skræmmende af det hele. Ud over civilsamfundets reaktion har magteliten i politik, erhvervsliv og medier forholdt sig passive. Ingen pressemøder om klodens hurtige forfald, ingen ord om at knække dødelige kurver, ingen ultimative politiske krav til regeringen. Man skulle tro, at den her rapport på ingen måde handlede om hele befolkningens overlevelse på den anden side af 2030. Kun otte år fra nu. Sandheden er bare, at det gør den. Den Grønne Ungdomsbevægelse har været på gaden alle dage i denne uge, og vi har skreget af vores lungers fulde kraft. Med frygt, vrede og vedholdenhed som drivkraft nægter vi at give slip. Vi nægter at bøje hovedet og tie for en cirkel af magtfulde mennesker, der ikke anerkender alvoren af IPCC’s ord. Vi står på gaden med visheden om, at det er den vigtigste kamp nogen af os nogensinde kommer til at kæmpe. Det er en kamp om overlevelse.
Når vi besøger kontorerne til magtfulde folk, maler vi alvor på væggen. Vi fortæller om videnskabelige deadlines, man ikke kan forhandle med, og vi skærer ud i pap, hvad der skal til for at stoppe et klimakollaps. Kontorernes ejermænd lytter og langt de fleste går derefter ud og fortsætter med deres komfortable business-as-usual. Vi står vi tilbage som gæster på de kontorer, vi ved, vores generation aldrig vil komme til at besidde, før alt for meget vil være for sent.
I sidste uge, d. 28. marts, opbrugte Danmark alle sine ressourcer for 2022. Hele verden har opbrugt 80% af det CO2-budget, vi har tilbage, inden vi rammer 1,5 graders opvarmning. Der er ikke rum til, at lande som Danmark kan udlede mere, og alligevel fortsætter vi, som intet var hændt. Der er ikke rum til, at nuværende kraftværker og fabrikker fortsætter, og der er bestemt ikke rum til regeringens massive motorvejsprojekter, Lynetteholmen, havneudvidelsen i Aarhus og gasrørledning til Lolland. Der er ikke rum til mere politisk tøven. Vi skal have en høj, ensartet Co2-afgift på min. 1.500 kr i 2030, og vi skal genforhandle alle de utilstrækkelige klimapolitiske aftaler fra denne regeringsperiode - især inden for landbrug og transport, da bare disse to sektorer står for ⅔ af de danske udledninger. Dette er bare noget af det, IPCC-rapporterne betyder for Danmark. Og det burde være gået op for den danske magtelite for længst.
Jeg er træt af at være med i kejserens nye klæder. Mine medaktivister og jeg er trætte af at være det lille barn, der alene skal råbe, at Dan Jørgensen ikke har noget tøj på, mens medieverdenen, erhvervslivet og hele Christiansborg står og klapper af hans minimale fremskridt og fine hockeystav. Vi er et for højtuddannet land til at deliberativt lukke øjnene for den altoverskyggende fare, klimakrisen udgør. Vi har for mange ressourcer og privilegier til ikke at foretage os noget nu og her. Christiansborg og erhvervslivet satser alt på teknologi, greenwasher sin egen klimaindsats, betaler ikke sin klimagæld og beder os om at leve vores bedste liv på bekostning af alle, der vil komme efter os. Overvej den tid vi ville frigive til at udtænke og planlægge fremtidens bæredygtige fremtid, hvis vi ikke skulle bruge den på at tilbagevise, hvor farlige og misvisende magtens nuværende strategier er. Danmark er beviset på, hvordan ledere i rige lande hellere vil sælge usikre løsninger og falsk jubeloptimisme end at rent faktisk at forholde sig til videnskabens presserende konklusioner om hvad reel klimahandling skal kunne.
Vi ved, hvor vi skal hen, og vi ved hvor hurtigt, vi skal gøre det. Derfor beder jeg politikerne, erhvervslivet og medierne om seriøse reaktioner på den nye IPCC-rapport, der giver os samtlige løsninger på klimakrisen. Jeg beder om politisk krisehåndtering, gule breaking-bjælker og omgående omlægninger af milliardbaserede forretningsstrategier. Jeg vil have politisk bål og brand i gaderne, før vi faktisk får bål om brand i gaderne om blot nogle få år fra nu. Den Grønne Ungdomsbevægelse giver mig håb, fordi jeg kan se alvoren i mine medaktivisters øjne. De giver mig håb, fordi de nægter at blive runde i kanterne, selvom de blive solgt falske løsninger og optimisthistorier om klimakrisen. De giver mig håb, fordi de tør tale om en klimatisk nødsituation og er fast besluttet på at reagere på klimaforskernes nu allersidste udkald. Man kan kun håbe, at magtens Danmark snart gør det samme.
Indholdet i blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Skribenten har ansvar for at fakta-tjekke.
