Det hele startede sidste jul. Jeg scrollede gennem min Facebook-startside, og kunne ikke undgå at falde over en sovsevideo fra kendiskokken Umut Sakarya. Det var et sandt flæskehelvede, hvor titler som ”Sådan laver du den perfekte flæskesteg” eller ”Sådan steger du de perfekte frikadeller!” fuldstændigt oversvømmede mine sociale medier. Heldigvis sluttede julen og det samme gjorde Umut. Jeg var fri. Fri fra sovs og flæsk. Troede jeg. For sammen med en farlig virus fra Kina kom Umut. Han kom med sine sovsevideoer og indtog igen mit online liv. Og denne gang var det flere timere lange live-streams, hvor vi kan følge, hvordan man laver den helt perfekte tartelet.

Jeg medgiver da, at maden ser lækker ud, når du ligger med tredjedagstømmermænd. Men er det virkelig den type mad, vi skal tilbage til? Er vi ikke efterhånden kommet videre? Var det ikke snart på tide, at både medierne og kendisser fokuserede lidt mere på hvilken type mad, der er sund for os og som samtidig måske kunne gøre noget godt for klimaet?

Og ja, folk må efter min mening spise lige præcis det, de har lyst til. De må hælde spandevis af brun sovs ud over sig selv, eller ud over et twerkende bagparti (se interessant video på Guldkroens facebookside). De må te sig lige så tosset, som de vil - selvfølgelig inde for lovens grænser.

Men kendisser og medier har et ansvar for vores samfund. De må og skal skubbe det i den retning, vi så desperat har brug for at bevæge os i. I en retning, hvor vi fokuserer mindre på at smøre os ind i brun sovs, og mere på at spise sundt. I en retning, hvor vi sætter fokus på, at man måske ikke behøver at spise kød til hvert måltid, men måske bare et par gange om ugen.

Så kære Umut og andre sovs-elskende typer: Tak for at underholde med diverse sovsevideoer. Tak for at vise, at dansk mad måske også kan noget. Men husk nu for søren jeres ansvar. Alle kendte mennesker og alle medier har et ansvar. Om I kan lide det eller ej. Vi må og skal hurtigt bevæge os i en mere bæredygtig retning. Og vi har brug for jeres hjælp.

 

Mvh en klimatosset grønstsagselskende flexitar


Indholdet i blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning. Skribenten har ansvar for at fakta-tjekke.