Mickey Gjerris: Den animalske produktion kan ikke fortsætte‍

Tale ved Klimademo arrangeret af Den Grønne Studenterbevægelse 16.04.21 af Mickey Gjerris

Kære studenter, has been studenter, wanna be studenter og jer, der har eller havde andre ambitioner og bedre planer med jeres lille liv. 

Det er på en gang en glæde og en skuffelse at møde jer her. 

En glæde fordi, at vi trods alle vores forskelle, alt det, der gør os forskellige fra hinanden, også har noget vi er fælles om. Noget, vi deler. Noget, der binder os sammen, før vi begynder at fjerne os fra hinanden.‍

‍

Der er grund til bekymring‍

Bekymringen, frygten og angsten for en fremtid præget af et klima, der er løbet løbsk. En bekymring, der kan dække os selv, vores børn eller børnebørn. Dækker over dem, der er tæt på os og dem, der lever langt væk, men ikke desto mindre er som os. Mennesker, som os, der vil leve, lide, glædes, sørge, synge, danse, bliver liderlige, trætte, bekymrede og drømme om glimt af mening og fred. Og en bekymring, der ikke kun rummer andre mennesker, men også resten af det verdensunder, som udspiller sig på denne levende planet med dens myriader af tæt sammenvævede arter, fra alger over birketræer til edderkopper, sangdrosler og vildsvin.

Så det er en glæde at møde jer i fælles bekymring. Ikke fordi, at I bekymrer jer, men fordi, at I bekymrer jer aktivt. At I ikke kun vil bekymres, men tværtimod står her, fordi de, der burde gøre deres yderste for at fjerne bekymringerne, svigter på en skala, der er så stor som biosfæren. 

Vi bestemmer ikke selv, om der er noget at bekymres over. Men vi bestemmer selv, hvad vi stiller op med bekymringen. Om vi lader den æde os op og suge livsmodet ud af os og forvandle os til passive modtagere af, hvad der end måtte komme. Eller om vi rejser op og gør noget ved det. Siger fra, når bekymringer, der kunne gøres til skamme, tværtimod næres af de, der har magten.

Jeg har bemærket, at mange politikere mener, at det er for galt, at I bekymrer jer så meget. Det er synd for jer. Særligt, når bekymringerne bliver til angst og måske endda depression. At det er for galt, når det foreslås, at børn skal lære om klimaforandring og klimahandling i skolen. For I skal være unge og børn uden at slæbe rundt på den bekymring. I skal have en åben fremtid og have tillid til, at de voksne har styr på tingene.

Jeg deler på sin vis det synspunkt. Jeg synes også det er for galt, at I børn og unge tynges af bekymringer for deres fremtid på grund af økosystemernes truende kollaps. Men jeg deler ikke den løsning, som de selv samme politikere fremsætter: At vi holder op med at tale om situationens alvor og bilder jer ind, at vi har styr på det. For det vil være løgn. Vi har så lidt styr på, at vi er på vej ud over kanten.

Det er en dårlig forældre, der bilder sine børn, at der lurer monstre under sengen og giver dem mareridt af den grund. Men det er en endnu dårligere forældre, der ikke er ærlig, hvis der rent faktisk er et monster under sengen. Så skal man ikke nedtone truslen, men tværtimod være ærlig om faren og med sine handlinger vise sit barn, at man gør alt, hvad der står i ens magt for at bekæmpe truslen.

Så I skal ikke lade jeres bekymringer og jeres frygt blive talt ned af tilsyneladende voksne ansvarlige mennesker med mindre, de rent faktisk anerkender, at der er noget at frygte og gør alt hvad de kan for at fjerne årsagen til frygten. Og det er ikke, hvad der foregår for tiden. 

Så i har al mulig grund til at være bekymrede og bange for den fremtid, som bliver jeres.‍

‍

Næste gang dukker vi alle op på traktorer‍

Men jeg bliver alligevel glad, når jeg ser jer. Glad for, at I har livsmod og håb til at stå her på trods af den massive mur af green-washing og politisk spin, som I dagligt udsættes for i forsøget på at bilde jer ind, at der bliver lyttet til jer. De tomme ord om, at man bag murene her tager meget alvorligt, at Folketingsvalget i 2019 gav denne regering det grønneste mandat, som en regering nogensinde har fået. 

Men glæden er iblandet skuffelse. Skuffelse over, at der er så få… traktorer. For er der noget, som det sidste år har lært os, så er det, at tusinder og atter af tusinder af bekymrede borgere hurtigt overdøves af storbønder på traktorer. 

For jeg skal da love for, at deres bekymringer bliver hørt og handling følger ord i forhold til at tage hånd om dem. Så et råd her fra skal være, at næste gang vi samles, så ankommer vi alle på traktor. Det skal nok sætte fart i den grønne omstilling.‍

‍

Landbruget skal omstilles ‍

Og det er jo sådan set den, som vi er samlet her i dag for at sætte fokus på. I særdeleshed omstillingen af det danske landbrug. Set udefra kan man undre sig over, at vi er nødt til at være her. For nødvendigheden af den grønne omstilling af landbruget er så indlysende, at det skriger til den himmel, der hvælver sig over os.

Et erhverv, der hører til de største udledere af drivhusgasser i Danmark. Et erhverv, der lægger beslag på mere end halvdelen af nationens areal. Et erhverv, der modtager så massiv statsstøtte, at det er at sammenligne med et beskyttet værksted. Skulle det fungere på markedsvilkår, kunne man dreje nøglen om i morgen. 

For på trods af den massive statsstøtte og på trods af, at man har tilladt erhvervet at forurene vores fælles jord, luft og vand og på trods af, at man behandler mere end 100 millioner dyr som var de madpakker på ben og ser stort på deres velfærd i forsøget på at maksimere profitten, ja så er erhvervet så dybt forgældet, at det overgår enhver økonoms mørke dystopier.

Så naturligvis skal landbruget omstilles. Vi kan ikke undgå at påvirke klima og biodiversitet, når vi skal skaffe mad til 7 milliarder mennesker ,men med alt det vi ved og med de teknologier, som vi allerede har til rådighed, så kan vi påvirke biosfæren langt mindre. Løsningen er enkel:

Dyrk planter og spis dem i stedet for at fylde dem i dyr, som vi så spiser. Det er for så vidt ikke sværere at forstå end reglerne i Den Store Bagedyst.

Ikke desto mindre, så får vi gang på gang at vide, at det ikke kan lade sig gøre, at den animalske produktion i Danmark allerede er klimavenlig, at man lige om lidt har fundet på nye måder at fodre, indespærre og avle dyrene på, så de bliver til endnu mere effektive proteinfabrikker. Og så videre og så videre. Løfter om klimaneutralitet hænger løst på træerne, selvom enhver kan sige sig selv, at vi ikke kan fortsætte som nu og bare plante nogle træer. For der er ikke plads til dem nogle steder. Der skal nemlig være soyamarker. ‍

‍

Den animalske produktion kan ikke fortsætte‍

Mest grotesk bliver det, når man kan se, hvordan den animalske produktion er direkte og indirekte med til, at regnskovene fældes og biodiversiteten formindskes for at skaffe flere koteletter og bøffer samtidig med, at producenterne påstår, de er klimaneutrale, fordi de har plantet nogle træer et andet sted…. Et løfte, der i øvrigt ofte hviler på tvivlsomme forudsætninger. Man bliver så træt.

Det er som Sigourney Weaver siger i filmen om de 3 meter høje Øko-smølfer ”Avatar”: ”De pisser på os og er ikke engang høflige nok til at kalde det regn”.

”Omstilling” indebærer ”forandringer”. Vi har få år tilbage til at handle, hvis vi skal overlade vores børn en fremtid, hvor udfordringerne ikke bliver uoverstigelige.

At reducere vores udledninger med 70% mod 2030 og gå i netto-nul i 2050 kræver, som FN´s klimapanel IPCC har sagt det ”hidtil usete forandringer af samfundet på meget kort tid”. Det er det, vi kalder den grønne omstilling. Og hvordan man tror, at man kan gennemføre det uden at nogen opdager noget og vores liv forandres radikalt, det er mig en gåde.

Landbruget skal forandres. Det kan landbruget ikke selv. Opgaven er for stor - og man står med en stor set bundløs gæld fordi man i årtier har insisteret på at fortsætte en økonomisk og miljømæssig ubæredygtig produktion båret frem af dygtigt lobbyarbejde og samfundets økonomiske støtte. Men det er på tide at indse, at fortsætter vi ned ad det samme spor, så svarer det til at vi havde holdt hånden under producenterne af damplokomotiver, drejeskivetelefoner og videobånd. 

Fremtiden er baseret på sunde, velsmagende næringsrige planter. Den er ikke så meget længere.‍

‍

Politikerne siger de rigtige ting, men nægter reel handling‍

Så hvorfor optræder landbrugets minister konstant som sit ressortområdes talerør? Udtaler konstant, at enhver kritik af landbruget er ”udskamning”, udsender tweets, der tegner et billede af den danske mælkeproduktion, som foregik den på Jens Hansens bondegård og fremstår med falsk generøsitet, når der uddeles lidt millioner til plantebaserede fødevarer og økologisk produktion, men de store penge - og vi taler mange hundrede millioner af kroner - fortsat går til at understøtte og kosmetisk forbedre den animalske produktion, der er en af de største trusler mod klimaet og biodiversiteten?

Mit gæt er, at den folkelige protestbevægelse, der har rejst sig siden 2018 med skolestrejker, klimamarcher, forskeropråb og aktivisme, som vi ser i Extinction Rebellion og her i dag, har presset politikerne nok, til at de er ved at lære at sige de rigtige ting. De husker, de fleste gange da, at de skal lade som om, at klimaet betyder mere for dem end kortsigtede økonomiske gevinster. De husker, nogle gange da, at det ikke er nok at lade som om, at man er bekymrede for slagteriarbejdernes fremtid, men også for vores børns fremtid. 

Men de er ikke presset nok til at handle på det. Og man bliver altså ikke en grøn regering af at udråbe sig selv til ”verdensmester i grøn omstilling” - uanset hvor ofte man hænger medaljer om halsen på sig selv på de sociale medier. Man bliver grøn af at være grøn og handle grønt. Ikke ved at tale om det. Det er ikke vores ord, men vores handlinger, der viser hvem vi er.

Så det er næppe sidste gang vi mødes her i et forsøg på at råbe et politisk system op, der kun synes at være verdensmestre i en ting: At stikke hovedet i sandet, klynge sig til fortiden og snævre erhvervsinteresser og for nærmest enhver pris undgå at handle på den mest indlysende sandhed af alle: ”Omstilling kræver forandring”.

Det er derfor både med bekymring og glæde, at jeg vil slutte med at sige: Tak for i dag… og vi ses igen. Det kan godt være, at fremtiden ikke bliver, som vi håber på, men alene det at være her i dag er at bidrage til skabe en verden og en tilværelse, hvor det hele giver en smule mening. Og det er også værd at bære videre i vores hjerter.

‍

Men næste gang… så husk lige at tage traktoren med.

Tak for ordet.

‍