Er det kommende klimahelvede ikke vigtigere end lus i klassen?

”Kære Sara og Monopolet

‍
I sin åbningstale ville min statsminister hellere snakke om Aula end klimakrisen. Vi står i en situation, hvor Danmark er på vej til at misse alle sine klimamål og hvor Klimarådet år efter år har dumpet regeringens klimaindsats. Hvordan genfinder jeg tilliden til, at politikerne vil passe på min og klodens fremtid, når de virker fuldstændige ligeglade med den grønne omstilling?

‍
Kærlig hilsen,
Den modløse klimaaktivist”

‍
Sådan lyder mit spørgsmål til Sara og Monopolet efter statsministerens åbningstale i starten af måneden. Bevares, jeg er gymnasieelev og kender måske ikke omfanget af Aulas tyranni. Men jeg skulle alligevel mene, at beskeden fra FN’s generalsekretær om, at ”vi er på vej mod klimahelvede”, er lidt mere skræmmende end en Aula-besked om lus på skolen.

‍
”Vi skal vise vores børn, at vi tager klimakrisen og de grønne udfordringer alvorligt.” Det sagde Mette Frederiksen, da hun for fire år siden holdt sin første åbningstale som statsminister. Jeg kan huske følelsen af, at Mette Frederiksen talte direkte til mig: endelig havde vi fået en statsminister, der lyttede til vores bøn om handling.

‍
Der er sket meget siden 2019. Der har været folketingsvalg, Jonas Vingegaard har vundet Tour de France to gange, og Mette Frederiksen har svigtet sine klimaløfter.

‍
I sin første åbningstale nævnte Mette Frederiksen klimaet hele tolv gange. Det tal er blevet halveret i dette års åbningstale – og det samme er klimaambitionerne.
Vi bliver nødt til at begrænse vores udledninger lige nu, hvis vi skal nå vores klimamål. Men i stedet for at reducere og omstille, sætter regeringen sin lid til luftkastelteknologier som CCS.

‍
 CCS-teknologi er den pensel, fossilindustrien bruger til at male sig selv grønne med. Tanken er, at de kan fortsætte med at udlede CO2, fordi en magisk støvsuger vil suge det ud af atmosfæren igen, og den greenwashing-pensel har regeringen nu fået lov til at låne. De har i en nylig aftale afsat milliarder af kroner til at udvikle CCS-teknologi, med det argumentet, at vi ikke behøver reducere vores udledninger, fordi en tvivlsom teknologi vil rydde op efter os.

‍
Problemet er, at den magiske støvsuger endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet. Hvis teknologien ikke lykkes, vil vores atmosfære forblive uhelbredelig.

‍
Men den kendsgerning rykker ikke ved regeringen, for de har spundet sig ind i en puppe af grønt selvbedrag. Når Klimarådet dumper deres indsats, er det irrelevant, fordi klimaministeren ”kan mærke i sit hjerte”, at de nok skal nå det. Objektive fakta om manglende klimahandling må vige pladsen for politisk spin.

‍
Mette Frederiksens grønne ambitioner har ikke altid været så ringe. Først fik vi en ambitiøs klimalov, og efter klimaloven kom aftalen om ”en epokegørende” energiø i Nordsøen, der skulle være et knudepunkt for grøn energi i Europa.

‍
Men vi lever i en tid, hvor øer nemt bliver oversvømmet, og ganske rigtigt er energiøen allerede tre år senere sunket under den politiske dagsordens havoverflade. For en måned siden kom det frem, at den afdeling i Energistyrelsen, der skulle sørge for at øen blev til virkelighed, er blevet nedlagt. Det skete uden at de andre partier, der havde indgået aftalen, blev orienteret derom. SVM-regeringen mangler ikke kun grønne visioner: De afvikler også den eksisterende klimapolitik.

‍
Sara vil nok mene, at mit dilemma er lidt for stort til P4s format. Og så alligevel: løsningen på problemet er grundlæggende ret simpelt, regeringen skal bare trække i arbejdstøjet og levere den nødvendige klimapolitik, i stedet for at rulle eksisterende grønne aftaler tilbage.

‍

Som Mette Frederiksen sagde i sin åbningstale: til en eksamen i madkundskab, skal man ikke kunne snakke sig ud af ikke at kunne koge et æg. På samme måde skal man i dansk politik skal kunne snakke sig ud af ikke at levere den nødvendige klimapolitik.