Forestillinger om en anderledes verden

Coronakrisen har budt os meget godt og ondt. Lad mig holde det på den positive side: Der er været tid til fordybelse og rum til at lære nyt. Således blev jeg for seks uger siden kastet hovedkulds ind i en tematik, jeg ikke havde forestillet mig, jeg skulle beskæftige mig med: Degrowth. Postvækst. Vækstkritik. Det her er et forsøg på at sammenfatte de tanker, jeg sidder tilbage med. 

Grøn genstart. Det er det, vi er så mange, der lige nu går og ønsker for vores samfund, når Danmark igen åbner for alvor. Midt i debatten om genstarten titter en bestemt tankegang om en revolutionering af samfundet frem: Tankegangen om et postvækstet samfund, der råber på en verden, der måles efter retfærdighed, bæredygtighed og medmenneskelighed frem for BNP. En tankegang, der kun bliver mere relevant med tiden. For mens vi snakker, løber tiden, vi har til at redde planeten, fra os. 

Lad mig lige slå en ting fast med det samme: Dette problem er ikke skabt af individer. Det er et problem, som er skabt af et system. Det står lysende klart, at vores alle sammens fælles jordklode ikke kan holde til det nuværende ressourceforbrug. Politikere og erhvervsfolk snakker om grøn vækst og vækst inden for planetære grænser i ét væk. Men hvad er ordene værd, når de ikke følges op med reelle forandringer? På den nuværende måde når vi aldrig et godt liv for alle inden for de planetære grænser. Vi er ovre point of no return. Så skulle vi lige give den vækstkritiske tankegang en chance?

‍

For andre som mig, for hvem konceptet er nyt: Kort fortalt dækker postvæksttankegangen over en transition til et samfund, hvor økonomisk vækst ikke er i centrum for alt. Hvor ordet vækst ikke per definition er positivt og noget at stræbe efter. I stedet for produktion ville man genne arbejde over mod noget, der giver liv. Det betyder, at den økonomi, der er, vil bygge på grønne energikilder, sundhed og uddannelse i stedet for fossile brændsler og den reklamefikserede materielle verden, der føder et produktionsvanvid af genstande, der tager på jordens ressourcer. Arbejdslivet vil i højere grad være præget af omsorgsarbejde - netop alle de jobs, der har vist sig værende mest nødvendige under coronakrisen - og vi vil alle skulle arbejde mindre for at gøre plads til jobs for alle. Produktion ville handle om at sikre mad og husly til alle - og ikke for meget. Og sidst men ikke mindst ville alle disse tiltag skulle indføres samtidig med en øget demokratisering af samfundet, hvor hver enkelt borger vil have større medbestemmelse for de ting, der berører dennes liv.

Lige nu er det mest den tekniske del om, hvordan transitionen til et postvækstsamfund skal ske, der fylder i debatten. Men der findes et andet aspekt, der er mindst lige så interessant: Den vækstkritiske tankegang lægger uundgåeligt op til diskussionen om, hvad der egentlig har værdi i vores liv, og hvad der ikke har. Jeg tænker, at den kritik, tankegangen møder, i høj grad kommer af, at vi fejlagtigt tror, at livet i en postvækstverden er fattigt. Lad mig i stedet vende det hele på vrangen og spørge: Hvordan ville du, hvis du helt selv kunne bestemme, leve dit liv? Hvad ville du fylde et blankt lærred ud med? Hvad har værdi? Mennesker er forskellige, den er jeg med på. Alligevel tror jeg, at de flestes malerier ville ligne mit, i hvert fald til en vis grad: Jeg ville fylde mit med de nære, menneskelige relationer, med et rart og trygt lokalmiljø og uddannelse og viden - med et drys af kreativitet i bred forstand.

‍

Tænk engang, hvordan et liv i en postvækstverden ville se ud: Omsorgsarbejdere ville prioriteres højere. Der ville være plads til alle, ingen snak om manglende ressourcer til sygehusene, hjemmeplejen eller skolerne. Den nedsatte arbejdstid ville give os mere tid mellem hænderne til at være sammen med dem, vi har kære. Vi ville få snakket med den ven, vi har forsømt for længe, have tid til at besøge vores gamle bedsteforældre, være mere involverede i vores børns liv. Eller vi kunne bruge den ekstra tid på at blive aktive i den forening, man så længe har tænkt på at danne, eller læse de bøger, der bare står og samler støv. At prioritere livsnødvendige varer og tjenester ville gøre mad, husly og lægehjælp tilgængelig for alle, mens en minimums- og maksimumsindkomst vil skabe et langt mere lige samfund. Som alle ved, leger lige børn bedst. Så lad os da skabe en verden, hvor alle leger godt sammen, og ingen bliver holdt udenfor. Slutteligt ville et øget demokrati betyde en langt højere grad af medbestemmelse og autonomi for vores eget liv. Hermed er den vækstkritiske tankegang ikke en begrænsende tankegang, hvor alt skal styres. Den er for mig at se en helt utroligt frisættende tankegang. 

I en sådan verden ville det være menneskelige relationer, tid, kunst og litteratur, demokratiske fællesskaber, der fylder. Kort sagt: Alt det gode i livet. 

Vi ville ikke lide under tabet af materielle goder,  for i en verden, hvor vi ikke hjernevaskes til at tro, at man skal eje to computere og en garderobe, der skal skiftes ud hver sæson, vil ingen mangle disse ting. Lad mig spørge på en anden måde: Er vi lykkelige? Er du lykkelig? I dag har vi alle de ting, vi kan drømme om. Men vi er ikke glade. På stribe går vi ned med stress og depression, vi jagter det perfekte liv, det godt betalte job, det store hus, og alt, hvad vi stræber efter, er at blive rigere og rigere og rigere. Vi skaber et mentalt usundt samfund samt en ulige verden og gør i mellemtiden vores bedste for at ødelægge den planet, vi bor på.

‍

Vil postvækstsamfundet være en kæmpe forandring? Meget. Men hvis der er én ting, vi har lært at den nuværende coronakrise, så er det, at vi kan ændre vores samfund. Vi kan klare store forandringer, når vi ved, det kan redde liv. Når vi er bevidste om det, kan vi flytte bjerge. Det er en forandring, som vil skabe en bedre verden for os mennesker. Og ovenikøbet skabe en verden, hvor vi holder os inden for de planetære grænser. Men det er jo bare en sidegevinst.