En anmeldelse af 'Klodens fald'

‘Klodens fald’ er en fantastisk og vital forening af abstrakt økokritisk teori, skarp antiracistisk og antikapitalistisk analyse samt æstetiske og humoristiske skildringer af “os” på “vores” syge planet.   

For en måned siden udkom Mikkel Krause Frantzens ‘Klodens fald - æstetiske og økologiske perspektiver på olie, plastik og andre hyperabjekter’ gennem netværket og forlaget Laboratoriet for Æstetik og Økologi.

Udgivelsen er et nyt skud på stammen i den stadig voksende skole af litteratur (med spydspidser som tidsskriftet Ny Jord), der laver de uundgåelige koblinger mellem intersektionelle kampe, filosofisk og ontologisk teori, samt kunstens skildring og indsigt.
Hvad bogen hamrer ekstra igennem, er behovet for ikke at sky uden om at rodfæste disse refleksioner i kritik af kapitalismen.

Den kapitalocæne tidsalder‍

Rammesat fra bogens start er, at vi ikke befinder os i den antropocæne tidsalder, (udbredt begreb om vores nuværende geologiske og kulturelle epoke, hvor mennesket har indflydelse på alle økologiske systemer) men snarere i den kapitalocæne tidsalder.
Det er ikke menneskeheden som art og fænomen, der er den dominerende proces, der vælter økosystemerne, men kapitalismen som system og den gruppe af mennesker, der tjener mest på den. Det er en præmis for Frantzen, at der ikke findes én menneskehed, der deler den samme oplevelse af at bebo kloden, og der eksisterer ikke et “vi” med samme forudsætninger og ansvar for at bekæmpe klodens fald. Et vigtigt grundpræmis, der blandt andet gennemgående bliver påkaldt ved, at Frantzen markerer “vi”, “os”, og “vores” i anførelsestegn. “Vi” er ikke i samme båd.
Denne insisterende jonglering af klimaretfærdigheden gøres stærkere og mere gennemgribende, end jeg har set I mange lignende udgivelser, og værkets suverænitet består endvidere i, at læseren holdes ude af sumpen af håbløshed og akademisk overophedning, som det ellers ofte kan ske.

Hertil understreger Frantzen på bedste revolutionære vis, at det gængse udtryk: “vi” kan nemmere forestille os jordens undergang, end kapitalismens endeligt, må og skal udfordres. Kapitalismens fortsættelse betyder jordens undergang, og, som han ser det, er en revolution uundgåelig - spørgsmålet er, om den bliver ikke-voldelig antikapitalistisk og antiracistisk eller en økofascistisk omvæltning. Fascistiske reaktioner på klimakrisen, hvor mitigationen bliver at bekæmpe overpopulation for at redde den vestlige levevis, ses allerede nu. Der er forfærdelige eksempler på masseskyderier af marginaliserede grupper, hvor morderen gjorde det “for at bekæmpe klimakrisen”. Sådanne reaktioner har historisk præcedens, og har affødt fascistiske og ekstreme styrer verden over. Det er det mulige ansigt på den skræmmende fremtid vi går imøde hvis vi ikke handler på klimakrisen, racismen og uligheden med systemændring. Sloganet revolutionen eller døden er ikke længere kun et lyrisk udtryk; det er den videnskabelige tænknings sidste ord.

WE LIVE IN CAPITALISM, ITS POWER SEEMS INESCAPABLE
- BUT THEN, SO DID THE DIVINE RIGHT OF KINGS.‍

- Ursula K. Le Guin


Hyperabjektet‍

Mikkel Krause Frantzen bygger, meget i forlængelse af kapitalocæn-øvelsen, videre på begrebet “hyperobjekt”, populariseret af engelske Timothy Morton, og definerer kapitalismens hyperabjekter.
Morton teoretiserer hyperobjekter som instanser der er så store og utydelige i tid og rum, at de overskrider vores bevidsthedsevne - fx klimakrisen som helhed og “begivenhed”. Abjekter derimod, er en betegnelse for ting, der kommer ud af kroppen - sved, lort, sæd og spyt - som befinder sig et besynderlig sted mellem subjektet, at være dig, og et objekt. Hyperabjektet er kapitalismens ekskrementer i forskellige forståelser: Fra flydende plastikøer og gabende huller i tundraen, til bangladeshiske lokalsamfund hjemsøgt og afhængig af skibsophugning af hundredvis af afdankede containerskibe, og verdens mange klimaflygtninge. Hyperabjekter er effekter af kapitalismens “slow violence” mod kloden, der på samme tid er tydeligt for alle, men skjult for mange som en uundgåelig del af vores liv på jorden og en forbrydelse gjort obskur af en abstrakt tidsmålestok. Disse effekter insisterer Frantzen på at definere som tilsigtede og bevidste, og han formår således igen at fremhæve kapitalismens iboende uretfærdighed.

Det er spændende at se, hvordan hyperabjekt som begreb teoretisk udfordrer tænkere i den spekulative realisme og Object-Oriented Ontology (OOO) der, i sin begrebliggørelse af ontologiske tilgange til natursyn og metafysik, nedbarberer hieraki og eksistens blandt mennesker, ikke-menneskelige arter og objekter (i stedet for mennesket i toppen trekanten - tænk et “mesh”, hvor alt er ligestillet. Til tider kaldt “Latour Litany”). Frantzen mener, at denne ontologi fraskriver politisk handling og ansvar, og at “vi”, en kanin, en plastikkop og kapitalismen, netop ikke kan ligestilles, når det kommer til ageren i lyset af de økologiske kriser. I så fald vil vi glæde os til at se plastikkoppens næste klimaudspil.
Selvom det kunne være enormt spændende at høre Timothy Morton og andre forsvare sig over for Frantzen, leverer ‘Klodens fald’ en lækker antidote i modsvar til hyperobjektets “horror” og ubegribelighedstilgang. Klimakrisen er ikke et kosmisk monster, der er uden for vores begribelse, den er et led med fuldt overlæg i den kapitalistiske maskine - og maskiner kan slukkes.
Bogen formår med stil at tale sig ind i akademiske diskussioner som disse uden at blive til en forskningsartikel - og uden at miste den æstetiske og medrivende fortælling om kapitalismen, uretfærdigheden og klimakrisen.
‍

‍
Æstetikken‍

Hertil kommer de æstetiske perspektiver på hyperabjekter, der er springlet gennem bogen.
Æstetikken, her set som et regime af (u)synlighed, er nødvendig for at give “slow violence”-fænomener et narrativ. Følelser og sanser skal bruges for at kunne se hyperabjekter - og ikke kun, når de er i stykker eller direkte foran dig (som et olieudslip på TV). For eksempel så alle orkanen Katrina og dens ødelæggelse af New Orleans og dens beboere, men den dårlige infrastruktur, den iboende racisme og klimakrisen, blev ikke set.

Gennem bogen inddrages citater, billeder og endda URL-koder på skrift (2021, mand), hvilket højner læseoplevelsen som mere end en litterær udgivelse, men et univers der lever i takt med fortolkede skildringer af hyperabjekter i kunstudgivelser af Theis Ørntoft, Inger Christensen, Juliana Spahr, Ida Marie Hede og Peter Hotton. De 17 akademiske teser, som strukturerer bogens udpensling af hyperabjektet, afbrydes og uddybes af kunstanalyser og citater, der oprigtigt gør bogen til en bevægende oplevelse - et stort cadeau til en udgivelse om så abstrakte, sørgerlige og komplekse problemstillinger.


‘Klodens fald’ er enormt berigende læsning - både intellektuelt og sanseligt - og er både anbefalelsesværdigt som foder til os som politiske agenter og som et tiltrængt indsprøjtning af håb og perspektiv til os som klimaaktivister.

Bogen kan købes fra Laboratoriet for Æstetik og Økologi på deres hjemmeside eller i boghandlere som Møllegades Boghandel i København.