En tree-huggers værste mareridt?

Mette Frederiksens alarmerende pressemøde sendte os, medaktivister Jeppe og Sarah, begge på skrigende flugt fra København. Så den første uge i karantænen befandt vi os hos vores respektive familier henholdsvis i Sønderjylland og på Bornholm. Til hverdag er vi travlt beskæftigede klimaaktivister, men coronaepidemiens forcerede opbremsning gjorde os begge indadskuende og midlertidigt handlingslammede. Vi blev derfor enige om at dykke ned i forvirringen over krisernes ubegriblighed og de metafysiske erkendelser, som kriserne ansporer, inspireret af Timothy Mortons Dark Ecology-tankegang.

Det ledte naturligt til mere forvirring, men også til nye perspektiver på klimakampen og vores forhold til naturen.

___________________________________________________________________________

Sarah: Hvordan har du det, når du er i dark ecology zonen? 

Jeppe: Jeg får lyst til at zoome ud og tænke på alle kriserne på én gang. Jeg bliver moody men også ret afslappet. Hører fx. ‘Sirens (deluxe edition)’ albummet af Nicolás Jaar. Jeg føler, at den politiske diskussion er kommet så langt væk fra, hvordan det politiske relaterer til vores eksistens. Det er strandet i en diskussion om marginer til højre og venstre. Hvem siger hvad, og hvad siger vi. Men coronavirussen har igen mindet mig om, hvor vildt meget ude af vores forståelse og kontrol kriserne er. I det her humør virker dag-til-dag klimakamp som en coping-mekanisme, hvor man higer efter et klimaks i en film, man ikke kan se enden på. Økosystemskrisen er ikke en Spielbergfilm, men en russisk slow-drag, som man ikke forstår hat og briller af. 

Sarah: Alle kriserne på én gang. Jeg genkender det mode, hvor det kun giver mening at insistere på at få alle uretfærdighederne med i samme ligning. Jeg er desværre til falds for apati, når jeg så tænker på, hvordan vi skal handle. Handler vi for selv at forstå, eller for at få andre til at forstå? Vores aktivisme er primært udadvendt. Jeg tror, vi ofte glemmer at prioritere handlinger for at lade os selv forstå. Men kan man overhovedet forstå Dark Ecology?  Måske er det vores opgave at nærme os en forståelse velvidende, at vi aldrig kan opnå en fuld forståelse. Måske handler det slet ikke om at forstå, men at navigere. Måske opnår vi indsigt ved at forsøge at leve/agere i solidaritet med ikke-menneskelige objekter i en erkendelse af en intern afhængighed. 

Jeppe: Måske er det vores opgave at nærme os en forståelse velvidende, at vi aldrig kan opnå en fuld forståelse. ⎯ er, som jeg forstår det, præcis hvad Morton mener. Man må dykke helt ind i forvirringen for først at indse at de økologiske kriser ikke kan forstås og derefter se i øjnene, at alt er rangeret lige i the mesh.
Morton antyder, at alt er forbundet i et net (the mesh), hvor der ikke eksisterer centrum eller højdedrag - vi er her bare. Ligesom en sygdom eller en snegl eller en kuglepen. Selvom det kan forstås som den menneskelige “plight” at leve i solidaritet med ikke-menneskelige objekter, er det også (...) [Sarah: Don’t leave me hanging on this one!!!] (...) en antropocentrisme, da det igen indebærer, at der er et oppe og nede i the mesh. Vi har skabt ubalance i økosystemerne, men det gør os ikke til mestre eller kolonimagter over andre ikke-menneskelige objekter.
“The position of hunting for anthropocentrism is anthropocentrism.” 

Sarah: Så vidt jeg forstår stammer dette verdenssyn helt tilbage fra den agri-kultiverede Natur, altså dengang mennesker begyndte at kultivere naturen gennem landbruget. Med den industrielle revolution tog det destruktive brug af såkaldte naturressourcer til. Mens folk flyttede til byerne, vandt romantiseringen af naturen frem i kulturen, som noget “dejligt derude på landet”. Det er roden til forestillingen om naturen som noget separat fra os selv, noget der kan kommercialiseres. Hvis forestillingen om at oparbejde en solidarisk adfærd med ikke-menneskelige objekter er antropocentrisk, er forestillinger om samhørighed eller interdependens så mere korrekte? 

Jeppe: Jeg finder mest mening og indhold i tanken om at empati med Naturen og ikke-menneskelige objekter ikke er gavnlige, fordi de fremmer et romantiseret natursyn, der, omend uvilligt, distancerer os fra Naturen. Noget der er frodigt og rart, men “over there”. 

Vi kan kun forsøge at se vores ansvar i øjnene, men vi skal heller ikke nutteficere Naturen og se den som et offer med dådyrøjne, der ligger under for vores bølleri. På den måde er det, vi forstår som bevidsthed (den menneskelige plight) ikke det ypperste, men faktisk en primitiv ulempe.

Jeg synes, du har ret i, at samhørighed er mere slående, fordi det sprogligt gør bedre plads til, at Naturen er alting - også grim. Det er fuglesang og mirabeller og broccoli. Det er Den Grønne Studenterbevægelse og Alex Vanopslagh. Det er rådden muldjord og snegle og sult og coronavirus. 

Sarah: At Naturen er alting, er måske det vigtigste budskab for at forstå de kriser, vi befinder os i. Jeg tænker på, om italesættelsen af en klimakrise også skaber en distance. For i virkeligheden er det centrale jo systemkrisen, hvor de systemer, vi (eller rettere sagt nogle hvide, magtfulde mænd) har konstrueret og opretholder i the mesh, underminerer stabiliteten og samhørigheden i nettet. Og her midt i coronakrisen er det som om, at folk rent faktisk erfarer sårbarheden både hos den enkelte (dødsrisikoen for ældre og kronisk syge, ensomhed) og i vores samfund (sundhedssystemets begrænsede kapacitet). Jeg tror, der ligger en stærk fortælling i det kollektive ansvar for at sikre, at stabilitet og tryghed ikke sættes over styr ved at udskyde regningen til senere. Hvordan kan vi blande os i kampen om, hvad der får lov at bestå? 

Jeppe: Der er meget få svar i Dark Ecology. Hvad fanden kan man bruge alt det her til, når man er klimaangst og bare gerne vil igang med at gøre verden til et bedre sted? “Reading poetry won't save the planet. Sound science and progressive social policies will do that”
… og så er vi tilbage hvor vi startede.  

Sarah: At der ikke er højdedrag eller centrum, at der ikke er oppe og nede i the mesh, kræver vores accept, men ikke handling, og derfor lammes jeg af fortvivlelse over denne filosofi. Vi kan og skal ikke redde Naturen. Men hvordan håndterer jeg så min sorg over de konsekvenser som menneskelig adfærd har på ikke-menneskelige objekter? 

Jeppe: Du har ret i, at der ikke er plads til ens følelser. Hvad der i lang udstrækning har været katalysator for, at jeg kom ind i klimakampen, er min sorg over tab af ikke-menneskelige objekter som den sjette masseuddøen, den danske vinter, og min lillesøsters fremtid. 

Sarah: Så tesen er, at hvis vi tror, at vi redder habitater for andre arters skyld, er det netop, at vi distancerer os. Men når ønsket om at redde habitater udspringer af en viden om vores magt til at ødelægge, er det så ikke en legitim tanke? Selvom vi alle er Naturen, så er vi jo ikke alle lige i Naturen. Jeg tænker derudover på selv-omsorgen, der bliver nødvendig for at bearbejde meningstabet i Naturen, vi er indviklet i. Det er okay at indse, at vi egentlig kæmper for os selv.

Jeppe: Hvad Natur betyder for vores klimakamp er, at den appel, der går til folkets kærlighed til naturen, falder på et sted der i vores nyere kulturhistorie udelukkende har ledt til mere passivitet. “Vi skal redde isbjørnene” og “Træerne brænder” er for mange abstraktionsniveauer fra mennesket til Naturen. Det er vel ikke new shit, især ikke for garvede aktivister som os? Men det er en reminder om det dobbeltsidede sværd det er at prøve at udbrede dele af de tanker om interdependens vi har gjort os her, uden at støde på utallige kulturelle faldgrupper der desværre bare ikke har virket. Så leverede 68’erne nådestødet gennem klichér?

Sarah: Jeg vender tilbage til, at konstateringen af interdependens jo også hurtigt vil blive offer for vores trang til at handle på ubalancer i interdependens. I min optik bliver det igen centralt, om vi handler for os selv eller for andre. Hvis jeg handler for mig selv, vil jeg foreslå, at samhørigheden eller interdependensen angribes i mere sanselige forstand - altså hvor målet bliver ting som glæde eller nydelse ved eksempelvis at lytte til fuglesang eller se mirabellen, der blomstrer. Hvis jeg skal handle udadvendt, skal det vel erkendes, at det, vi befinder os i, er en humanitær krise. Det handler ikke om naturkatastrofer, men de menneskelige konsekvenser - en uretfærdighed både for andre menneskers livsvilkår og ikke-menneskelige objekter. Det er det, vi har ansvar for at handle på. Jeg understreger ‘vi’, for det ansvar er ikke forsvarligt at bære på egne skuldre. Det er derfor aktivismen giver mening. Jeg kan lide Mortons tanke om, at kunsten skal “skildre den mørke økologi, da den vil få mennesket til at vægte naturens interesser lige så højt som sine egne, da de er forbundet.” Hvordan kan det overføres til vores aktivistiske kamp?

...