Nej, Thomas Danielsen: Billige metrobilletter er ikke problemet med transporten

Jeg bor lige op ad Jagtvej i København. Det er én af byens mest trafikerede gader, og der kører tusindvis af biler forbi mit vindue hver eneste dag. Kigger jeg ud af vinduet, ser jeg ned på fire kørebaner med tæt trafik. Jeg ser en smal cykelsti, der ikke er blevet ryddet for sne, og en fodgænger på fortovet, der, i bidende kulde, har ventet på bussen i mere end et kvarter. Når jeg ser ud af vinduet, viser Danmarks transporthierarki sig tydeligt. Problemet for transporten i både hovedstaden og resten af landet er ikke for billige metrobilletter, som vores transportminister påstår. Det virkelige problem er en herskende bilklasse, en utilgængelig og dyr offentlig transport og cyklister, der skal klare sig med det absolutte minimum.

Men nu er vores transportminister, Thomas Danielsen, ude i Politiken og forsvare den markante stigning på billetpriserne i den offentlige transport med, at det ikke må blive for billigt at køre i metro, så cyklisterne dropper jernhesten og smutter ned i undergrunden i stedet. Som ét af de lande i verden, der allerede inden prisstigningerne havde nogle af de dyreste billetpriser i den offentlige transport, virker ministerens frygt som trukket ud af den blå luft. Som billetpriserne stiger, bliver bilen mere attraktiv, og folk, der ikke har andet valg end det offentlige, må grave dybere i deres lommer for at kunne betale for hvad burde være en basal offentlig ydelse.

Resultaterne af den forfejlede transportpolitik har længe været tydelige. Mængden af biler i København er steget stødt siden 70’erne. På landsplan steg antallet af nye biler sidste år med 11,5%. I takt med at flere biler sniger sig ud på vejene og ind i København, stiger ikke bare CO2-udledningerne, men også støjgenerne, trafikulykkerne og luftforureningen, der slår folk for tidligt ihjel. Transportministerens løsninger ænser ikke problemerne på vejbanen, men stirrer sig blind på udskamningen af cyklister. Det virker mest af alt som politik, der er formuleret på bagsædet af en stor fed ministerbil.

Ikke nok med, at vores største problem er, at bilerne altid vinder over den kollektive transport: Den offentlige transport er for mange af dens brugere ikke et tilvalg. For unge såvel som ældre med fysiske skavanker, et presset familieliv eller en stjålet cykel, er den en nødvendighed. For os lægger billetpriserne sig tungt oven på små budgetter, der allerede er presset af høje huslejepriser og inflation på madvarer. Uden for de store byer vil stigningerne højst sandsynligt få større konsekvenser, med større udgifter til den enkelte, kundeflugt, færre afgange og busrutelukninger. Den tydelige konklusion er, at den nuværende transportpolitik giver mindre bevægelsesfrihed for alle danskere.

Det er en mærkelig fokusforskydning, som transportministeren har gang i med sin snak om cyklister i metroen. For den grundlæggende fejl i transportpolitikken er, at politikerne underprioriterer den kollektive transport, og at bilerne for mange er blevet det eneste alternativ. Problemet ligger i, at regeringen kan finde 64 milliarder til nye motorveje, men ikke vil sætte ind for at forhindre billetpriserne i den kollektive transport i at stige. Transportministeren skal i stedet vende transporthierarkiet på hovedet. Han skal lave mere plads og bedre forhold for cyklister og fodgængere. Han skal lave historiske investeringer til en reformation af den kollektive transport - ikke bare i hovedstaden, men i hele landet. Og så skal han lade bilerne betale for deres miljø-, klima- og sundhedspåvirkning og få dem til at vige pladsen for anden trafik.

Skal man give almindelige mennesker bedre mulighed for at bevæge sig rundt i landet, kræver det et alternativ til det privatbilsorienterede transportsystem, vi har i dag. Det kan ikke løses med en moralsk pegefinger om at tage cyklen, men med massive investeringer i kollektiv mobilitet. Når jeg kigger ud af vinduet, står det klart, at det vil kræve et helt paradigmeskifte i transportsektoren - ikke dyrere metrobilletter.