Regeringen bliver stadig dygtigere til at afspore klimadebatten

For lidt over en måned siden kom klimaminister Lars Aagard med den efterhånden berygtede udtalelse, at »80% af befolkningen skal kunne se sig selv i den klimapolitik, regeringen fører.« Første gang jeg hørte det, var jeg selv ved at falde for det. Jeg tænkte, at det lød fornuftigt nok og at det blot understregede vores opgave om at overtale de sidste danskere, der endnu ikke går ind for ambitiøs klimahandling.

Men jo mere, jeg tænker over det, jo bedre ser jeg, hvor vildt et spin-nummer udtalelsen er. Aagaard skubber ansvaret fra sig, men får det til at lyde som ansvarlig hensyntagen, mens lobbyisternes begunstigelser og kortsigtede økonomiske interesser præsenteres som et folkeligt projekt.

Aagard løber fra ansvaret. Han forsvarer ikke sin politik ved at forklare, at han gør det rigtige, men ved at sige, at han skal have 80% af befolkningen bag sig for at gøre mere. Så er det ikke længere ham, der står til ansvar for, at hans politik er utilstrækkelig, men de 21% mest fodslæbende vælgere. Han tørrer ansvaret af på almindelige mennesker, der aldrig har bedt om det.

Hvad der er værre, så tager Aagard ikke sit ansvar for at påvirke vælgernes holdning seriøst. Professor ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen, der bl.a. forsker i kriseadfærd, har udtalt, at det er »en forkert analyse« at borgerne er en hindring for klimahandling, idet ministeren har et stort potentiale for at påvirke holdninger i befolkningen. »Borgerne vil have, at politikerne går ind og viser en vej og udviser lederskab. Vi kan se, at når et parti fremlægger værktøjer som nødvendige, så følger deres vælgere ofte efter.«

Hvis Lars Aargard og regeringen udviste et større lederskab, ville de altså kunne samle endnu større opbakning, end hvad allerede er tilfældet.

Udtalelsen er blevet kritiseret fra mange forskellige sider af. Blandt andet har professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, forsker i holdningsdannelse og vælgeradfærd, pointeret, at han ikke kan komme på noget politisk emne, hvor der er 80% enighed: »hvis 80% skal være enige, må vi erkende, at vi ikke kan gøre noget.«

Det slående ved Aagards udtalelse er bl.a., hvor stor opbakning, der allerede er for mere radikal klimahandling. En opgørelse ved Voxmeter har vist, at 72% procent af danskerne mener, at politikerne skal gøre mere for at håndtere klimaforandringerne. Det er en større grad af enighed, end man kan finde om de fleste andre politiske emner. Så hvorfor lige præcis 80%?

Når der ikke er 80% enighed om klimahandling, vælger ministeren selv, hvad han mener med de 80%. Må der ikke være 21%, der synes, at klimahandlingen går for langsomt? Eller må der ikke være 21%, der er utilfredse med alle klimatiltag? Det er vist desværre det sidste, Aagard mener.

Retfærdigvis skal det siges, at Aagard senere har modereret sin udtalelse til, at det ikke nødvendigvis skal være præcis 80% støtte til alle tiltag, men at der skal være en bred opbakning til klimapolitikken. Men hans handlinger har ikke ændret sig, og udtalelsens ånd synes altså at leve videre: Aagard sidder stadig på hænderne og giver vælgerne skylden.

Spørgsmålet er derfor ganske enkelt, hvorfor regeringen ikke gør, som flertallet ønsker. Et bud kunne være, at nogle af de økonomiske interesser, som også påvirker politikerne, er med til at holde regeringen tilbage, især hvad angår landbrug og fødevarer, som f.eks. Christoph Ellersgaards forskning har kortlagt.

En anden sigende udtalelse, som især statsminister Mette Frederiksen ynder at bruge, er, at den enlige mor med tre sønner skal kunne servere spaghetti med kødsovs, når de kommer hjem fra fodbold. Man kan næsten lugte sveden og se for sig, hvordan de tre sønner i voksealderen skovler til sig af maden.

Klimapolitik bliver dermed fremstillet som noget, der vil tage basale rettigheder fra de mest pressede i samfundet, og der opstilles dermed en falsk modsætning imellem klimahandling og social retfærdighed.

Det er rigtigt, at nogle klimaafgifter kan have en social slagside, dvs., at de vil ramme samfundets fattigste. Men undersøgelser viser, at på verdensplan har den rigeste 1% dobbelt så store udledninger som de fattigste 50%. I Danmark viser en rapport fra Oxfam, at den rigeste 1% har ti gange så stor en udledning som en gennemsnitsdansker. Så det er langtfra givet, at klimatiltag skal ramme de fattigste i samfundet. Man kan lave masser af ambitiøse klimatiltag uden at den enlige mor behøversulte.

Der er mange mulige modeller for klimavenlig markedsregulering, som ikke har en social slagside, f.eks. carbon fee and dividend, hvor afgiftsprovenuet deles ligeligt ud til alle borgere – og måske endda giver den enlige mor flere penge mellem hænderne. En lignende løsning så vi i Danmark med den grønne check; blandt de andre grønne forslag er momssænkelser på bæredygtige madvarer.

Pointen er, at enkelt tiltags sociale slagside her bruges som argument for ikke at indføre noget tiltag til at reducere kødforbruget overhovedet frem for som en anledning til at vælge en mere retfærdig form for klimahandling. På den måde bliver debatten igen afsporet og regeringen fremstiller alle, der ønsker regulering, som villige til at tage maden ud af munden på den enlige mor og hendes sønner.

Så længe debatten foregår på det grundlag, er det klimahandlingen, der igen og igen ender med at tabe til andre hensyn såsom sociallighed, økonomiske interesser og øget beskæftigelse. Og så taber vi alle sammen i det lange løb.

Hvordan skal vi så som klimaaktivister imødegå den retorik? Mange har svaret på 80%-udtalelsen, at krisen er for vigtig til at vente på så bred opbakning eller at midterregeringen netop har som sin eksistensberettigelse, at den skal kunne tage svære, langsigtede beslutninger. Andre har fremhævet, at afskaffelsen af Store Bededag åbenbart godt kunne gennemføres, selvom kun 19% af befolkningen støttede op om den. Så »regeringener altså i stand til at føre upopulær politik, men synes bare ikke, at klimaet er et vigtigt nok område til at gøre det.«

Den sætning kom jeg selv til at sige forleden, da jeg diskuterede klimapolitik med en ven. Men der faldt jeg igen for regeringens spin. Vi ved jo, at 72% af danskerne ønsker en mere ambitiøs klimapolitik. Så det er ikke et spørgsmål om, at regeringen ikke vil tage upopulære beslutninger, men at de ikke gør, som flertallet ønsker. Det er en afgørende forskel. Regeringen vil køre sig i stilling som dem, der forsvarer folket mod en upopulær og ubehagelig klimapolitik, som elitære klimaaktivister og eksperter vil påtvinge danskerne.

Det samme gælder eksemplet med den enlige mors spaghetti: regeringen vil have os til at svare, at klimakrisen er så vigtig, at løsningerne godt må gå ud over samfundets fattigste, sådan at de kan sige fraover de elitære klimaaktivister. Men det er en falsk modsætning.

Vi skal tænke os godt om, når vi som klimaaktivister imødegår den strategi. Det er vigtigt, at vi holder fokus på, at der er opbakning til en ambitiøs klimapolitik, at klimapolitik sagtens kan være socialt retfærdig og at regeringen tjener elitære, kortsigtede økonomiske interesser ved at forhale klimahandlingen. Vi må være klar på at afsløre regeringens spin, hver gang den opstiller falske modsætninger mellem klimahandling og social retfærdighed og hver gang den nedtoner den folkelige opbakning til klimahandling.

I stedet må vi fokusere på det spørgsmål, der faktisk brænder på: hvorfor regeringen ikke leverer den klimahandling, folket beder om.