Vi var uovervindelige

Den her situation ville aldrig ske. Ikke for os. Ikke i vores livstid. Vi var uovervindelige. Det tror vi stadig på. Vi har jo aldrig lært andet. Men nu har vi en fornemmelse af, at det ikke nødvendigvis passer. Vi har lært, at vi som individer er midtpunktet, at vi er uafhængige, at vi er frie, at vi kan gøre hvad vi vil. Vi har lært, at der ingen grænser er for os. The sky is the limit.

Men i dag er vores egen dør the limit. Vi er ikke midtpunktet længere, og vi er dybt afhængige. Det har vi altid været, men nu kan vi mærke det. Vi er afhængige af, at verden hænger sammen, at tingene fungerer, at samfundet går sin sædvanlige gang. Først nu; nu hvor meget af det, vi er afhængige af, ikke er der mere, kan vi mærke det. 

Nu er der noget andet. Nu er der corona. Og vi ved ikke, hvad det er. Vi ved, at det er en sygdom; en virus. Men den er også så meget andet.

Fjenden. Angsten. Usikkerheden. Fangenskabet. Depressionen. Tvivlen. Håbløsheden. Tilintetgøreren. Afsløreren. Skaberen. Chancen. Håbet. Det fremmede. Det usynlige. Det farlige. Det dødelige. 

Vi kan ikke begribe den. Os, der er afhængige af, at vi kan begribe. Vi kan kun vente og se.

Vi er magtesløse - i modsætning til vores regering. Os, der har lært at være magtfulde. Os, der har lært at have magten over vores liv. Det har vi ikke lige nu. Og det er katastrofen. 

-

Tirsdag aften for cirka to uger siden. Regeringen opfordrer til at undgå offentlig transport og beslutter hjælpepakker til de store virksomheder. Jeg har et mindre mentalt sammenbrud. Det er en følelse af total magtesløshed og vrede. Hvorfor har man ikke indstillet international flytrafik for få uger siden og indført kontrol i alle lufthavne og kontrol af dem, der kom tilbage fra de coronaramte områder? Hvorfor er det os, der har brug for offentlig transport, der rammes nu? Hvorfor er det os i de små- og mellemstore virksomheder, der ikke får hjælp med det samme? Jeg føler, at det her kommer til at koste de lavere klasser, som det altid gør. Og at de rige formår at vinde på krisen igen. Når man føler sig magtesløs, lægger det op til, at man tænker i sort og hvidt. Magtesløs, rastløs. Urolig. Pludselig kan jeg se bølgen, men ikke dens ende. Jeg kan se, hvordan den kommer til at ramme os alle, men ikke hvordan. Det er den der følelse af panik i mellemgulvet og maven. Den stiger op i mig. Uden sammenhæng mumler jeg i telefon til mine forældre i en halv time. Min far bliver irriteret. Jeg føler mig forladt og alene. I stilheden foran stormen. Tankefloden er der allerede. Skyller al sikkerhed væk. River den med sig. Hvornår kommer den tilbage?

-

Ich denke, also bin ich. Jeg tænker - derfor er jeg. Livet bilder os tit ind, at vi kan styre det fuldstændig. At vi kan påvirke det aktivt. Jeg er. Lige nu, der er vi stadig. Men vi er passive. Vi gør ikke noget med vores liv, vores liv gør noget ved os. Og vi har ingen chance, føler jeg. Og samtidig har vi måske en chance.

Fællesskabet. Omstændighederne har tvunget os til at sætte pris på fællesskabet. For ellers er vi helt isolerede. Nu hvor vi ikke skal gå ud, ikke kan mødes med mange mennesker, hvor vi ikke kan gå på restaurant, bar, natklub. Der har vi kun os selv tilbage – og ganske få sociale kontakter. De små fællesskaber. Samtidig skal vi alle sammen gøre noget for det store fællesskab, vores samfund - ved at holde afstand til så mange som muligt. Det virker paradoksalt. Kan vi klare det? Vil det give os noget værdi i fremtiden, at vi nu lærer at bruge tid sammen med ganske få andre mennesker uden at kunne gå ud at spise, drikke, danse, fejre, lege, træne, uden at hele tiden være aktive, uden at vi hele tiden forbruger?
Vil det give os noget, at vi nu lærer at sætte pris på tæt samvær? Brætspil, måske ganske få små hyggelige sammenkomster? At læse bøger for hinanden. At tale sammen. At finde nye måder at hygge sammen. At bruge meget tid sammen med de gode venner, og kun med dem. Derhjemme. Uden alt det, der er derude i verdenen.

Eller vil det blive forfærdeligt? Hustruvold. Mentale sammenbrud. Misbrug. Panik. Depression. Angst. Det største sociologiske eksperiment i nutiden? Lockdown af en verden. At tvinge folk indendørs. Det folk, som mere end de fleste før har været vant til frihed. Oprør? Revolution? Kommer vi til at ønske os den stærke person, der befrier os fra al vores sorg i disse tider? 
‍
-

Nogle gange, når jeg prøver at falde i søvn, har jeg mareridt om, at der er borgerkrig i mit hjemland – Tyskland. Højrenationalistiske grupperinger inden for politi og militær har kaldt til statskup. Merkel muss weg. Det overvældede tyske samfund styrter i kaos. Det er ikke robust nok til at håndtere nogle få uromagere i disse tider. For meget har ulighederne mellem øst og vest, mellem klasserne, flygtningekrisen, finanskrisen og højrepopulismens optur ført til revner i samfundet. Virussen får hele bægeret til at flyde over. Et demokrati, der lukker sine borgere inde. For at beskytte dem mod en fare, som har ulmet under overfladen, og som kommer frem nu. Kan et medtaget demokrati, der i krisen skal handle som en autoritær stat og begrænse borgernes frihed overleve? Dør demokratiet nu, hvor vi måske ønsker os en stærk magt, der løser vores problemer? Skal vi måske dø nu? Måske ikke af virussen, men af det, der kommer bagefter? To uger senere virker det som om, Tyskland har fået lidt bedre styr på det. Men drømmen er der stadigvæk. Om USA. Polen. Ungarn. Og hvorfor er det lige, at vi udvider masseovervågningen i Danmark og overvejer dobbeltstraf? Edward Snowden påpegede på CPH:DOX, at den slags krisetiltag sjældent bliver fjernet igen, når krisen er overstået og magthaverne først har smagt på den nye magt. Jeg er bange for vores samfund. Jeg er bange for demokratiet i mange lande. Jeg håber at vågne fra det mareridt, denne krise er – men jeg ved, at det ikke kommer til at ske.

-

Krisen udstiller skamløst de mange og mangfoldige samfundsproblemer, vi har, men som vi i løbet af de sidste årtier har gjort alt for lidt imod. Hvad siger det om vores samfund, at en psykolog bliver bange for udgangsforbud, fordi vedkommende frygter, at børn vil misbruges og partnere blive slået derhjemme? Hvad siger det om vores samfund, at vi i krisen tænker på os selv først? Og hamstrer varer i sindssygt raseri. Mødes til fester, selvom vi ved, hvor farligt det kan være for andre. Det er måske naturligt at tænke på sig selv først, når alt går galt. Men vi ved, at det modsatte er krævet. Ellers bliver det til en selvopfyldende profeti.
Hvorfor kan vi ikke forstå det og handle på den måde?

Hvad siger det om vores samfund, at kriser altid går ud over de svageste og samtidig dem, der holder vores samfund kørende? Dem, der er lavtlønnet. De har enten mistet deres job (eller er i stor fare for at miste deres job) i restaurant og servicebranchen. Eller de er stadig derude, knokler som buschauffør, medarbejdere i supermarkedet, sygeplejersker. Der er så mange der knokler for samfundet i øjeblikket uden at klage. Dem der klager, det er ofte os, de privilegerede, der sidder derhjemme i vores home office. Mindst udsat for smittefaren. Vi skal nok klare os, måske. Men der er mange andre, som man kan være i tvivl om.

Krisen udstiller, hvor vigtigt et socialt sikkerhedsnet er for samfundet. Det er grotesk, hvor højt industrien og vennerne råber efter statens hjælp, hvor de ellers ikke undlader en eneste lejlighed til at kræve en mindre stat, lavere skatter og afgifter. Mere frihed. Nu vil de reddes med statens penge. De vil blive reddet. Men vil alle de fyrede restaurantmedarbejdere blive reddet? Vil de internationale studerende, der mister både job og SU blive reddet? Vil vi endelig gøre op med et samfund, der er sygt?

Vi har en chance. Nu kan vi se samfundets sygdomme tydeligere end før. Ulighed, psykiske problemer, vold, egoisme. Individualisme. Der er masser af forskere, som har lavet analyserne i årtier. Lad os nu tage de rigtige konklusioner og handle på den rigtige måde, så at vores samfund ikke er så sårbart, når den næste krise kommer. Lad os bruge denne lejlighed for at sætte spørgsmålstegn ved de mange ting, som vi tager for givet, og som vi nu kan se, ikke fungerer i en krise.  Lad os bygge et samfund, der er mere robust, mere lige, hvor der er mere fællesskab og mindre egoisme. Et samfund, hvor der er mindre vold, og mere samvær og fred. Chancen er der. Vi skal bare gribe den! 

-

Men så er der mine mareridt om borgerkrigen. De føles mere realistiske end drømmen om et bedre samfund. Jeg ved, at der er nogle, der har våben i kælderen. Og jeg ved, at det ikke er os, der drømmer om et bedre samfund. I hvor lang tid kan man holde mennesker inde i så lang tid, inden de alle sammen bliver sindssyge? Jeg ved det ikke. Og jeg vil ikke finde ud af det.

Jeg er ude dagen efter mine mareridt og går en tur i Frederiksberg Have. Solen skinner, mange er ude. Der er en god forårsstemning i luften. Alt er som det plejer at være. Men det er en illusion. I hvad for en verden vil vi vågne op på den anden side?