Vi har stået her før. Og i dag udskriver vi klimavalg.

Jeg har stået herfør.
Helt præcis er det 4. gang, jeg står, og kalder på klimahandling tilfolketingets åbning.

I 2019 var jegstadigvæk høj på klimavalget, og klamrede mig til håbet om, at vi endelig havdefået en grøn regering. Da jeg så politikerne gå ind i slotskirken, troede jeg,at vi sammen gik en grønnere fremtid i møde.

I 2020 havde jeg sammenmed mine medaktivister boet på Christiansborg slotsplads i en uge optil valget.Det håb, jeg havde følt et år forinden var erstattet af en afmagt over regeringensuambitiøse klimahandling. Mens politikerne havde travlt med at udsætte denpåkrævede klimahandling sivede ungdommens optimisme langsomt ud gennemklimalovens utætheder

I 2021 erklæredevi ”endnu et tabt år” i klimahandlingens navn. Endnu en tabt drøm. Endnu enmavepuster over magthavernes klimasvigt.

I klimakampen ertid en lige så knap ressource som politisk handlekraft.
For hvert år der går, hvor regeringen udsætter den nødvendige klimahandling, bliverklimakrisen forværret.

Mens regeringen i2020 overvejede at forlænge 8. udbudsrunde og hive olie op af jorden lang tidendnu, blev tredive millioner mennesker drevet på flugt på grund afklimakrisens konsekvenser.  

Mens regeringen oget bredt politisk flertal beslutter at forlænge levetiden af kulkraftværker,står 1/3 af Pakistan står under vand.

Mens regeringen turnerermed historien om ”det grønne foregangsland”, skubber de klimahandlingen foransig med en hockeystav, og sætter deres lid til endnu ikke eksisterendeteknologier.

Vi skal ikke sættevores lid til risikable tech-fixes, for vi harallerede værktøjerne til at gennemføre den grønne omstilling. Det vi mangler,er politikere – på tværs af det politiske spektrum - som er modige nok til atbruge dem.

Socialdemokratietsklimasvigt er ikke et one woman show. I stedet for at trække i håndbremsen,accelererer blå blok kursen mod klimakatastrofe.

Gang på gangbliver vækst og arbejdspladser prioriteret over vores ret til en fremtid.

Medtransportaftalen finansierede politikerne vejen mod yderligere klimakollaps. Debrændte 64 milliarder kr. af på nye veje, mens der var ild i Amazonas.

Medden hamrende uambitiøse Co2-afgift slog politikerne en gang for alle fast, atde laver politik til erhvervslivet og ikke den brede befolkning.

Enambitiøs klimapolitik burde ikke laves inden for bekvemme rammer fastlagt afindustrien eller økonomien, men i stedet gå så langt som videnskaben kræverdet. Den eneste ramme, der skal definere klimahandlingen, er jordens. Ogklodens rammer smuldrer omkring os, mens politikerne holder fast i business asusual.

Politikernetror, at vi kan løse klimakrisen med drømmeteknologier. Men vi kan slet ikkeløse klimakrisen, for den er her allerede. Med oversvømmelserne i Tyskland ogBelgien kom klimakrisen bogstaveligt talt ind i de europæiske stuer, og dennesommers europæiske hedebølge skyllede idéen om Europa som upåvirket afklimakrisen med sig.

Attage skyklapperne på og lukke øjnene for klimakrisens realiteter er et valg,politikerne aktivt træffer. Som de er privilegerede nok til at kunne træffe.

Overhele verden er der mennesker, som hver dag bliver konfronteret med klimakrisenskonsekvenser. Som mærker dem på egen krop.

Deindeginous aktivister, som demonstrerer og blokerer når bulldozerne tromler naturog deres rettigheder ned, har intet andet valg end at kæmpe for deres hjem.

Demennesker, der mister deres livsgrundlag, når afgrøderne dør på marken, harintet andet valg, end at kæmpe for deres overlevelse.

Nårjeg hver morgen vågner med en klump i maven over det faktum, at vi er et skridttættere på uoprettelig klimakatastrofe, har jeg intet andet valg end at kæmpe –sammen med jer – for en grønnere fremtid.

I dagudskriver vi klimavalg.
Fordi dette folketingsvalg bliver et valg om klima, hvorvidt folk anerkenderdet eller ej.
Vi kan vælge at se klimakrisen i øjnene, ellers vi kan forsætte kursen modklimakatastrofe.

Og jeghåber inderligt, at jeg ikke behøver stå her igen om 4 år med den samme kritikaf magthaverne, som vi har gentaget de sidste 3,5 år.

Viudskriver klimavalg, fordi vi håber, at politikerne vil tage deres ansvar påsig, og kæmpe for en grøn retfærdighed fremtid. Det håb kan virke fjernt ogurealistisk, når man ser på den konkrete klimapolitik, der føres inde påborgen.

Men håb er jo ligenetop at lade sig drømme. Og de drømme bliver til mål, mål bliver til planer ogplaner bliver til handling. Kollektiv handling.

Og når det kommertil stykket, er det den kollektive handling, der driver den grønne omstilling –ikke politikerne derinde.