Vi har ret til at være vrede

Tre aktivistiske taler fra demonstrationen d. 26. Februar 2020 i forbindelse med offentliggørelsen af Klimarådets første rapport.

“Vi ses i Rigsdagsgården i aften kl. 17.00 med mundbind.” Fredag d. 26 februar 2020, måtte endnu en SMS sendes fra Den Grønne Studenterbevægelses Klimahær.

Klimarådets første vurdering af regeringens plan for nå 70% reduktion i 2030 er blevet offentliggjort. Regeringen har dumpet sin prøve. Klimarådet omtaler situationen som “kritisk”. En udmelding der skaber afmagt og apati for klimaakativister der hjalp regeringen til sejr, under sidste valgkamp.

   Vi bringer derfor tre aktivisters opråb fra vores demonstration. Tre taler der minder os om et afgørende fællesskab i en svigtende tid. Opråbets fællesskab.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Klara Sørensen, DGSB

Kære venner, medaktivister og meddemonstranter. 

Grunden til, at vi står her i dag er jo egentlig ret simpel. Klimarådet har evalueret regeringens klimaplaner, og rådet slår nu det fast, som vi har sagt siden Folketingets åbning d. 6. oktober: At regeringen ikke viser vejen til 70% reduktion i 2030. 

Man skulle tro at det gav anledning til refleksion hos klimaminister Dan Jørgensen. Men i stedet, og bid mærke i ordvalget, fastholder Dan J. at regeringen er på rette vej, og at den har anskueliggjort målet. Han har her valgt sine ord med omhu, for på den måde slet ikke at forholde sig til kritikken fra Klimarådet. 

Det, Dan J. siger, er rigtigt: Regeringen har taget ét skridt i et maraton, og er dermed på rette vej. De ved, at målet ligger et sted 42 km foran dem, for de har selv fastsat det. Når journalister, klimaaktivister og andre stemmer påpeger at Dan J. ikke forholder sig til kritikken, så snakker han om at "skrælle den offentlige debat væk og se på det reelle politiske indhold." Han lægger sig fint i forlængelse af sin partifælle landbrugsminister Rasmus Prehn, som minder os om, at vi, der lever ‘det fede aktivistliv’, ikke skal voksenmobbe landbruget med deres svineproduktion.

Men vi, som står herude nu, vi siger til Dan J., til hans regering og til folketinget: Klimaet har ikke trøstepræmier. Man får ikke noget for at krydse målstregen når løbet er slut. Hvert decimals opvarmning har betydning, og for hvert år der går, før vi kommer til knækket på hockeystaven, bliver risikoen for større opvarmning højere. 

Vi står her. Vi tramper ind i den offentlige debat og ind bag regeringens PR maskine, fordi det handler om vores fremtid. 

Det handler om, at der findes dem som bærer skyld. Virksomheder som i årevis har fortiet viden og forhalet handling ved at poste mia i lobbyisme. Det handler om, at der findes dem som skal tage ansvar. 

Det er rige befolkninger som os. 

Fordi vi udleder meget mere pr. borger end den gennemsnitlige verdensborger. 

Fordi vi har alle muligheder for at handle. 

Fordi vi har råd til at beskytte os og kompensere når vejret bliver vildere. 

Vi bærer alle et ansvar, men magt forstærker det ansvar. 

I dag og alle andre dage minder vi Dan J, regeringen, støttepartier og alle andre magthavere om det ansvar. 

Tak fordi I er kommet. Super!

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ingrid Hejslet Larsen, DGSB

Klimaaktivist er ikke noget man bare er. Klimaaktivist er noget som man skal øve sig på at blive.

For snart halvandet år siden var jeg med til min første demonstration i Den Grønne Studenterbevægelse. Det var til Black Friday, og på en eller anden måde endte jeg med at gå allerforrest med et af DGSB’s bannere. Jeg kan bare huske at jeg tænkte, at det havde jeg på ingen måde berettigelse til. 

Men der er meget der har ændret sig siden dengang. Og når jeg står her i dag, så føler jeg mig virkelig berettiget. Det skyldes, at, ligesom med alt andet, så bliver man ikke klimaaktivist fra den ene dag til den anden. Man skal øve sig. Det kræver virkelig noget, at man tør gå imod det, som regeringen, folketinget og meget af befolkningen mener. Det kræver noget at stå ved, at man mener og tror noget andet. Det kræver noget at finde ud af, hvordan man tager aktion, og at finde de fællesskaber, hvor vi er sammen om at skabe klimahandling. 

Det kræver også noget at finde hoved og hale i debatterne, og at sætte sig ind i meget specifikke termer såsom power-to-x og hockeystavsstrategien. Det kræver noget at føle, at man ved nok, og at man kan bringe noget med ind i kampen. Og så kræver det, at man tør stå på sin ret til at være her. Til at forvente en bedre verden, end den vi lever i i dag. Til at forvente handling fra de politikere, som har lovet os den. 

Jeg tror virkelig at der er mange, som gerne vil gøre noget i klimakampen, men som i stedet ender med at ligge under dynen og se Netflix, fordi det er mega uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal starte. 

Så man skal øve sig for at blive klimaaktivist. Og derude er en masse folk, som har brug for hjælp til at prikke hul på klima-bylden, og til at få fortalt om alle de former som aktivisme kan have, og alle de måder som en aktivist kan se ud på. For klimaaktivismen starter et sted, og det er et sted, som vi kan være med til at skabe. For det er mega-vigtigt, at klimakampen bliver en kamp med endnu flere. Så vi kan råbe op til politikerne, som er dem, der virkelig skal øve sig – på at lave en ansvarlig og ambitiøs klimapolitik. 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jelva Illeris Schultz, FridaysForFuture Denmark

Vi har ret til at være vrede.

Hej, jeg hedder Jelva, og jeg kommer fra Fridays For Future.

Alle os der er her i dag kæmper for klimahandling, og vi er samlet fordi at det i dag er blevet bevist at regeringen svigter.

Jeg vil gerne tale om hvorfor det er helt rimeligt det vi beder om. Selvom det er blevet sagt før, er det nemlig hver at gentage. For når politikerne lægger deres spin ud, kan det være svært at gennemskue.

For nogen kan det måske se ud som om, at vi har bedt om guld og grønne skove, men sådan forholder det sig faktisk ikke. Jo, vi vil have penge til at løse klimakrisen, og jo, det inkluderer grønne skove, men vi beder altså ikke om luksus. For når valget står mellem nutidigt overforbrug og en fremtid hvor basale menneskerettigheder bliver opfyldte, så ønsker vi altså den sidste valgmulighed.

Et af mine største ønsker for mit liv er at få børn engang i fremtiden. Det er et helt almindeligt ønske, som virkelig mange unge mennesker har haft gennem generationer.

Hver gang jeg tænker på det her ønske, bliver tanken forgiftet af et, “Kan jeg overhovedet tillade mig det”? Kan jeg tillade mig at få børn ind i en verden med ressourcemangel, naturkatastrofer og uendelige strømme af mennesker på flugt?

   Jeg ved at flere af mine venner tænker det samme som mig. Og hvad siger det egentlig om den krise vi står i, hvis folk ikke engang tør at føre generationerne videre. 

Det er ikke fordi vi ikke vil bevare håbet. Vi lytter bare til videnskaben.

Vi beder om noget helt basalt, og det får vi ikke. Ledere rundt omkring i verden bliver nemlig ved med ikke at levere. De bliver ved med at prioritere nuværende overforbrug og økonomi over sikring af fremtiden.

I dag er det i rapporten blevet bevist at vores Regering, so far, ikke er meget bedre selv. De proklamerer Danmark under deres ledelse, som det grønne forgangsland, mens fakta er at den gennemsnitlige co2 udledning per person om året er 8 tons, hvis man tæller hele verden med, men 17 tons hvis man kun tæller Danmark (kilde: Berlingske Tidende)

Vi er ikke et grønt foregangsland, vi skal lave en gennemgribende grøn omstilling.

I Danmark er vores velfærdssamfund bygget op om en generationskontrakt. Når man er ung går man i skole og tager en uddannelse på samfundets bekostning. Børn har ikke noget arbejde, og de bidrager ikke til samfundsøkonomien. Det gør dog ikke noget, for sådan har det også været for tidligere generationer, og når den unge generation bliver voksne, er det deres tur til at være forsørgerne.

For at dette skal fungere, har hver generation et ansvar for at sørge for, at generationen efter dem kan få et godt liv. Ellers holder systemet ikke. Når ældre generationer storforbruger, og ikke vil betale til at afværge klimakrisen, bryder de kontrakten. De efterlader ikke en god jord at leve på til de næste. Det er forkert og urimeligt.

Vi tager hensyn til mennesker, som er sårbare overfor corona. Der skal også tages hensyn til os, og det er politikernes ansvar. Hvis de voksne generationer ikke vil handle nu, er det et svigt. 

Jeg er kun seksten år, og jeg har kun været klimaaktivist i de to. Det er ikke særlig lang tid, men alligevel har jeg allerede oplevet langt flere svigt end jeg burde:

• En grøn skattereform der er så sort som olie. 
• Coronastøtte til halvtomme fly, uden grønne modkrav. Faktisk mangelfuld regulering af flytrafikken i det hele taget.
• 800 millioner til en sort gasledning til Lolland Falster.
• Sikringen af olieudvinding i Nordsøen indtil 2050 bliver proklameret som grøn.
• Ja, generelt forhandlinger om klimaloven der alle ender i et reduktionsmål der er lang lavere end nødvendigt samlet set. 

Ja, det er bare få eksempler ud af mange.

Vi, børnene og de unge, er ikke bare skuffede, vi er bange. Klimakrisen er ofte grunden til, at vi ikke kan falde i søvn om natten. Vi er vrede, og vi vil have retfærdighed og basale rettigheder. Vi vil gå langt for at kæmpe for klimaet, for vi kan se, at der er noget galt. Vi har ikke andet valg.

Regeringen bliver nødt til at lave grønne genforhandlinger. Alt andet er et uacceptabelt generationssvigt, der kan være medvirkende i brud på noget så grundlæggende som menneskerettighederne.

Tak for ordet.