Mine bedsteforældre bør ikke gå op i klimakrisen, men det gør de alligevel. Og det handler om solidaritet.

Normalt når jeg skriver debatindlæg eller taler bliver det meget dystert. Det har været et slags afløb for mig for al min vrede og frustration over verden, dumme politikere og vækstparadigmer. Det har ikke just været noget, som man blev i godt humør af at læse, men i dag bliver det anderledes. Jeg var egentligt begyndt at skrive endnu en dyster tale, men så fik jeg noget så sjældent som en mail fra mine bedsteforældre hjemme fra Midtjylland.

For et par måneder siden blev jeg interviewet til et medie fra min hjemstavn. Det handlede om den såkaldte rebelske ungdom og det at være aktivist, og jeg fik rigtigt talt mig selv varm i det her interview, og snakkede om den generationskløft jeg oplever. Hvordan det føles som om, at mine forældres og bedsteforældres generationer ser verden helt anderledes end mig og mine venner og grundlæggende slet ikke forstår, hvad det er vi kæmper for i forhold til klima, køn, seksualitet osv. osv.

Jeg står stadig ved, hvad jeg sagde i interviewet, men jeg må alligevel indrømme, at mit eget verdensbillede også ændrede sig en smule, da mine bedsteforældre reagerede på interviewet, og jeg vil nu læse den mail højt, som jeg fik af dem:

(Beklager hvis det er lidt svært at læse højt, der er rigtigt mange emojis og ikke så mange punktummer)

Hej Gustav

Vi har læst dit opslag på face time, og vi har øvet os i at forstå de mange fremmedord, bedstefar siger oh jeg bliver så klog, men jeg vil godt vide, hvad det er jeg ikke forstår, er der virkelig noget jeg ikke forstår 🥴🤪😇

Vi øver os i at blive klogere på den grønne trend, men jeg tror vi mangler en del, men er meget tryg ved at vide, at vi har unge mennesker, der kæmper for sagen og har langt større kendskab til klimaproblemerne end vi har.

For øvrigt tænker jeg, at vi altid har haft aktivister i familien, du husker nok oldemor, da hun var 16 - 17 år og fik sin første løn, købte hun et par flotte røde overalls for hele sin løn. Men hendes far ville under ingen betingelser have besøg af sin datter iklædt lange bukser.... og tilmed røde... Så hun måtte cykle tilbage uden eftermiddagskaffen nok lidt sur i skrællen. Så der har været flere aktivister forud for os, der har gjort det lettere for os alle.

Held og lykke med dit projekt, vi glæder os til at få en snak om det med dig face to face.

‍

Selvom jeg ikke helt forstår, hvordan hun har læst mit interview på Facetime, eller hvorfor min oldemor åbenbart var aktivist, fordi hun tog røde bukser på, så er det ikke det, der er pointen. Pointen er, at mine bedsteforældre burde være ligeglade. De er gamle og syge og lever desværre ikke mange år endnu. Måske ikke engang til næste valg. De har ingen ”rationel” eller ”egennyttemaksimerende” grund til at prøve at forstå klimaforandringerne eller til at forholde sig til dem. Men de gør det alligevel ud af solidaritet. Hvis vi nogensinde skal komme klimakrisen til livs, så kræver det solidaritet, og det her er beviset på, at solidariteten eksisterer, og at det godt kan lade sig gøre, at bygge bro mellem generationer. Og selvom det er meget rørende, når mine bedsteforældre skriver, at de er trygge ved, at unge mennesker som os kæmper klimakampen, så er vi dømt til at fejle, hvis det kun er os, der kæmper den. Det er nødt til at være en solidarisk kamp på tværs af generationer og landegrænser. Ikke kun for vores egen skyld, men for fremtidige generationers skyld, for naturens skyld, for Pakistan, for Bangladesh, ja for hele den del af verden, som lige nu ikke selv har en stemme.

Mine bedsteforældre er beviset på, hvorfor det her folketingsvalg er så altafgørende. Solidaritet kan faktisk eksistere og alvoren er ved at gå op for folk. Det betyder, at vi har en helt unik mulighed. Men med så mange mennesker, der er dukket op i dag, og med støtte fra selv mine bedsteforældres generation, så har jeg et spinkelt håb for fremtiden. En spinkel tro på, at vi kan ændre verden. Tak.

‍